Gå til hovedindhold
112

Drab i Aarhus trækker tråde til Skive: 42-årig knivdræbt havde relation til Porsche-banden

24-07-2020 KL. 09:13
Empty

Her ved Lenesvej i Brabrand i Aarhus blev en 42-årig mand fra Viborg dræbt af knivstik tidlig torsdag morgen. Yderligere to personer blev såret, oplyser Østjyllands Politi. Foto: Corneliussen/Øxenholt/Ritzau Scanpix

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Aarhusianerne vågnede torsdag op til to drab begået på ni timer.

Det ene ved travbanen i Aarhus, hvor en 25-årig mand blev skudt og det andet på Lenesvej i Brabrand.

Her blev en 42-årig mand fra Viborg dræbt med knivstik, oplyser Østjyllands Politi.

Ifølge Skive Folkeblads oplysninger havde den 42-årige mand relationer til den meget omtalte Skive-gruppering, som i medierne bliver kaldt Porsche-banden.

På Facebook optræder han på billeder, hvor også personer med tilknytning til Porsche-banden er på.

Han var også med, da politiet i februar sidste år måtte trække sig fra en politiopgave ved Gartnerjorden i Thorupsgade i Skive.

Den aften stoppede politiet en Porsche med en skibonit bag rattet, som ifølge politiet nåede at ringe efter sine venner. Kort efter ankom to store biler med i alt fire venner til den stoppede skibonit, heriblandt den 42-årige mand.

Episoden endte med at blive meget omtalt i både medierne og politisk. Hændelsen endte blandt andet på den daværende justitsministers bord. Det var også efter denne episode, at gruppen fik tilnavnet Porsche-banden.

Efter episoden sigtede politiet to brødre fra venneflokken for trusler mod politiet. Den ene var ham, der blev stoppet, og den anden ankom sammen med blandt andet den 42-årige knivdræbte.

Begge blev dømt. Den ene, en 27-årig mand, ankede dommen til Vestre Landsret, som for nylig behandlede sagen.

Her havde den 27-åriges forsvarsadvokat indkaldt den 42-årige mand som vidne.

Århus Stiftstidende skrev torsdag, at den 42-årige havde relationer til rockerklubben Satudarahs prospectafdeling i Aalborg, hvor han tilsyneladende var medlem.

På rockerklubbens Facebook-side er der et billede af den 42-årige, hvor han bliver hyldet. Det bliver han desuden af flere på Facebook, som skriver, de vil savne ham.

I en leder i Viborg Stifts Folkeblad skriver chefredaktør Lars Norup om den afdøde viborgenser, som i en periode var frisør i Viborg og kendt af mange i byen. Han skriver blandt andet: »På Viborg Stifts Folkeblads redaktion er der journalister, der har kendt ham: »Skideflink fyr. Han sad ofte på trappen og røg, og han var altid klar med en glad hilsen!«.

Og slutter af med:

»Men vi kan ikke fratage det enkelte menneske ansvaret for sit valg. Han valgte forkert, og et elsket menneske - et liv - er tabt. Og det giver slet ingen mening«.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste 112

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland