112

Drenge lavede ballade ved Strandtangen: Bar kniv og skabte utryghed

Mandag klokken 17:25 blev politiet kaldt ud til Hotel Strandtangen i SKive.

Tre unge mænd havde taget ophold i hotellet nye saunabygning, hvor der kun er adgang for gæster.

Personalet og gæsterne på hotellet havde forsøgt at få de tre drenge til at forlade stedet, men det havde skabt så dårlig stemning, at de havde valgt at tilkalde politiet.

På stedet mødte politiet to 15-årige drenge fra Skive og en 17-årig dreng, der også kommer fra Skive.

Politiet fik drengene ud af saunaen, og på den ene af de to 15-årige fandt man en kniv i hans højre jakkelomme. Han er derfor blevet sigtet for overtrædelse af knivloven. Han blev taget med på Skive Politigård, og hans forældre fik besked om, at de kunne hente ham der.

Men få minutter senere var den gal igen. Nede ved Hotel Strandtangen løb op mod 10 unge mennesker nu rundt.

Politiet blev kontaktet igen, og anmelderne forklarede, at de unge mænd blandt andet løb rundt på tagene på de skure, der står på havnen.

Da politiet ankom traf de fem drenge i området. Politiet kunne dog ikke bevise, om nogen af dem havde løbet rundt på tagene, og derfor fik drenge at vide, at hvis det var dem eller deres kammerater, så skulle de stoppe og finde på noget andet at lave.

- De har ikke noget legitimt ophold der, og det ved de godt. De gør gæster og personale utrygge, siger Niels Bach fra Skive Politi.

Privatfoto