Lokalt

Dropper formandspost: Politiker bliver chef for sprogcenter

- Jeg har intet at miste.

Sådan sagde Goska Rasmussen, Glyngøre, til sig selv, da Skive Kommune i februar slog jobbet som leder af Sprogcenter Skive op.

Hun kunne jo højst få afslag, hvis hun søgte jobbet som leder af en arbejdsplads, hun har arbejdet på i mange år. 16 søgte jobbet. Efter to samtaler gik det til Goska Rasmussen.

Hun glæder sig rigtig meget til at begynde som sprogcenter-leder den 1. maj.

- Det er det mest spændende job, jeg kan få. For tre år siden var jobbet også slået op, og jeg kunne have søgt det. Men dengang var jeg lige begyndt i politik, og jeg skulle lige finde ud af dét, inden jeg søgte et lederjob, fortæller Goska Rasmussen.

Hun blev med 517 personlige stemmer Venstres tredjestærkeste stemmemagnet under kommunalvalget i Skive Kommune i 2017, og det gav hende posten som formand for Skive Kommunes udvalg for erhverv og arbejdsmarked. Dén må hun forlade nu. Hun kan ikke sidde i det udvalg som leder for en institution i Skive Kommune, der politisk hører under netop Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget.

Hun bytter derfor post med sin partifælle i Skive Byråd Dorthe Dalsgaard, der bliver udvalgsformand, mens Goska Rasmussen bliver formand for Venstres gruppe i Skive Byråd og medlem af Skive Kommunes økonomiudvalg.

- Jeg er meget glad for mit arbejde i Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget. Det bliver svært, når jeg i maj sidste gang sidder for bordenden som formand for udvalget. Men sådan er det, når man erhvervsmæssigt bevæger sig, siger Goska Rasmussen.

Sprogcenter Skive har 19 medarbejdere (leder, souschef, administration og 12 lærere). Sprogcenteret har for tiden omkring 230 kursister fra cirka 40 lande.

Jobbet som leder af Sprogcenter Skive blev ledig, da Martin Bork Sørensen fik job som leder af CKU/STU-skolen på Arvikavej i Skive. Jobbet som leder af sprogcenteret betyder i øvrigt, at Goska Rasmussen fortsat skal undervise på skolen, men hovedopgaven bliver ledelse.

Dorthe Dalsgaard, der indtil nu har været formand for Venstres gruppe i byrådet, glæder sig til opgaven som formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, selvom både borgere og lokalpolitikere ved lokalvalget i november kan ændre på strukturen:

- Jeg er frisk på opgaven, og andet er der egentlig ikke i det. Det er godt nok en kort periode, men der er i hvert fald noget at tage fat på her efter corona, hvor meget åbner igen, siger Dorthe Dalsgaard.

Dorthe Dalsgaard er gårdejer i Brodal og uddannet cand. agro. Til august fylder hun 60 år.

Læs mere i Skive Folkeblad fredag.

Goska Rasmussen har i mange år undervist her på sprogskolen i Skive. Nu bliver hun skolens leder.  Foto: Steen Don
Dorthe Dalsgaard har været gruppeformand hos Venstres lokale byrådsgruppe indtil nu. Hun afløser Goska Ramussen som formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget. Privat bor hun i Brodal og er gårdejer.  Arkivfoto: Lindy Jørgensen