Kultur

Druk modtager en Oscar for Bedste Internationale Film

Den danske film "Druk", der er instrueret af Thomas Vinterberg, modtager prisen for Bedste Internationale Film ved oscaruddelingen natten til mandag dansk tid.

Thomas Vinterberg, der er til stede ved oscaruddelingen, som ofte regnes som filmverdens vigtigste prisuddeling, i Los Angeles, er meget beæret over prisen.

Det siger han i sin takketale ved uddelingen.

– Det her er større end alt, jeg kunne forestille mig, ud over at jeg altid har forestillet mig det her.

- Siden jeg var fem år gammel, har jeg forberedt taler på togstationer, skolen eller toilettet, og her er jeg, og det er virkeligt. Det er fantastisk, siger Thomas Vinterberg.

Han takker sin hustru, sine børn og en lang række aktører bag filmen, herunder skuespillerne.

En stor del af takketalen handler også om Vinterbergs datter Ida, der i en alder af 19 år døde få dage inde i optagelserne til filmen. Filmen og statuetten er dedikeret til hende, fortæller en tydeligt rørt Vinterberg i sin takketale.

– Vi endte med at lave denne film for hende som et monument.

- Så Ida, dette er et mirakel, som netop er sket, og du er en den del af dette mirakel. Måske har du trukket i nogle tråde på en eller anden måde. Denne her er for dig, siger han.

Det er Danmarks første statuette ved nattens oscaruddeling og den første i kategorien siden 2011, hvor Susanne Biers film "Hævnen" vandt.

De øvrige nominerede i kategorien Bedste Internationale Film var "Better Days" fra Hong Kong, "Collective" fra Rumænien, "The Man Who Sold His Skin" fra Tunesien og "Quo Vadis, Aida?" fra Bosnien-Hercegovina.

Thomas Vinterberg kommer ikke på scenen for anden gang under uddelingen.

Det står klart, efter at instruktøren af filmen "Nomadland", Chloé Zhao, modtager prisen for Bedste Instruktør. Hun er den første kvinde fra Kina til at modtage statuetten.

Vinterberg var også nomineret i kategorien.

"Druk" er flere gange tidligere blevet hædret internationalt. Således blev det til hele fire statuetter ved European Film Awards, det europæiske svar på oscaruddelingen.

I marts modtog filmen den britiske Bafta-pirs for Bedste Ikke-engelsksprogede Film.

/ritzau/

Thomas Vinterberg med sin hustru på den røde løber inden oscaruddelingen, hvor Vinterberg har modtaget prisen for Bedste Internationale Film.
Skuespillere og holdet bag filmen "Druk" ser Oscar-prisoverrækkelse hos Zentropa i Filmbyen i Hvidovre.