Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Dybkjær - en politiker med format

29-07-2020 KL. 10:01
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Det er ikke nostalgi men en forståelig og velbegrundet realitet, når vælgerne jævnligt længes tilbage efter politikere, der udstrålede stort format.

I dag bisættes en af de meget markante danske politikere gennem flere årtier - Lone Dybkjær, der blev 80 år. Hun var en social-liberal ildsjæl for Det Radikale Venstre, men hun var respekteret langt uden for partiets grænser.

Lone Dybkjær meldte sig ind i partiet i ungdomsoprørets år - 1968 - og allerede i 1973 blev hun første gang valgt til Folketinget. Hun var en stærk, målbevidst politiker, der gjorde en positiv forskel om så forskellige emner som miljø, ligestilling og udenrigspolitik. Skarp og kontant var hun, men der var også plads til glimt i øjet og rummelighed i forhold til andre partier - og i forhold til at lytte til andre mennesker. Der var format over Lone Dybkjær. Som Bertel Haarder (V) har udtrykt det, så »havde hun sine bestemte meninger, men det gør jo ikke så meget, når man har noget at have dem i. Det synes jeg altid, hun havde«, lyder skudsmålet fra Haarder.

Dybkjær så tidligt et behov for øget natur-indsats og grøn omstilling. Og hun fik selv mulighed for at få aktiv indflydelse som miljøminister i den K-V-R regering - under Poul Schlüters ledelse - som de radikale var en del af fra 1988-1990. Hun var sammen med Niels Helveg Petersen aktive fortalere for det brud med S-regeringens katastrofale økonomiske politik, som i 1982 førte til Schlüters Firkløverregering, der samarbejdede tæt om økonomi med Det Radikale Venstre.

I sikkerhedspolitikken stod de radikale i flere år sammen med S og venstrefløjen om såkaldte fodnoter over for Danmarks deltagelse i NATO-samarbejdet, men Dybkjær og Helveg så klart, at det var uholdbart med skiftende flertal om dansk indenrigs-og udenrigspolitik. Efter det såkaldte atomvalg i 1988 endte det så med KVR-regeringen. Det var på det tidspunkt også en del af Dybkjærs og de radikales overbevisning, at de ikke havde tillid til, at daværende S-formand Svend Auken skulle gøres til statsminister.

Det førte så indirekte til, at Poul Nyrup Rasmussen vandt kampvalget mod Svend Auken om S-formandsposten. Nyrup havde de radikale tillid til, og Dybkjær havde mere end det! Hun blev i 1992 forlovet med Nyrup, og de blev gift i 1994.

I 1993 kom de radikale med i den Nyrup-ledede S-regering. Dybkjær blev ikke minister igen. Det ville være for specielt med en minister fra ét parti, der var gift med statsministeren fra et andet parti. Og i stedet satsede Lone Dybkjær på EU-parlamentet, hvortil hun blev valgt to gange, inden hun i 2005 igen blev folketingsmedlem. Hun var med til at forstærke en klar og positiv EU-holdning hos de radikale i erkendelse af, at mange udfordringer kun kan klares i et forpligtende, internationalt samarbejde.

I en tid med for meget populistisk, overfladisk, spin-doktor styret politik og for mange parti-hoppere ved mindste uenighed, er det værd at mindes Lone Dybkjær for visioner, vedholdenhed og engagement for et bedre Danmark i et stærkere Europa. Hun gjorde en forskel! O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Lokalt

Politichef med opfordring til unge op til hedebølge: »Skru nu ned for festmusikken« Politichef med opfordring til unge op til hedebølge: »Skru nu ned for festmusikken«

112

15-årig dreng frikender kammerater for overfald: "Jeg gjorde det selv" 15-årig dreng frikender kammerater for overfald: "Jeg gjorde det selv"

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland