
Med tanke på Nye Borgerliges kaotiske optræden på det seneste, kan man godt forestille sig, at der bliver voksende forståelse for, at Venstre og Jakob Ellemann-Jensen ikke kunne se blå blok som et tillidsskabende alternativ. Derudover havde den såkaldte blå blok ikke flertal ved valget i november - selv ikke når midterpartiet Moderaternes mandater blev lagt oveni.
Men Venstre står med udfordringer og vanskelige valg. Partileder Jakob Ellemann-Jensen er sygemeldt på ubestemt tid - og helt naturligt rejses spørgsmålet om han kommer tilbage til toppolitik - og om han i givet fald kommer tilbage til to topposter, partiformand og forsvarsminister. Begge er krævende poster.
Hvis det ender med, at Venstre skal have en ny partiformand, så har sidste uges minister-ændring været med til at ændre billedet og mulighederne. Stephanie Lose, næstformand i Venstre, blev udnævnt til fungerende økonomiminister, og Troels Lund Poulsen kan dermed koncentrere sig om posten som forsvarsminister.
Stephanie Lose er kendt som en dygtig regionsrådsformand i region Syd - en post hun nu tager orlov fra. Og pludselig er hun en dybt seriøs kandidat som ny formand for Venstre, hvis Jakob Ellemann-Jensen i de kommende måneder når frem til en konklusion om, at den post bør han forlade.
Når Stephanie Lose nævnes som en seriøs kandidat til V-formandsposten på et tidspunkt skyldes det både hendes egenskaber - og visse svagheder hos andre mulige kandidater. Sophie Løhde mangler gennemslagskraft uden for øst-Danmark, og Søren Gade er med sin alder bedre egnet på posten som Folketingets formand end som en dynamisk partileder. Så er der Troels Lund Poulsen, men han er ikke nogen stemmemagnet ved folketingsvalgene, og det er lettere at se ham i rollen som en kyndig og central sparingspartner for formanden - lidt ligesom Claus Hjort Frederiksen i mange år havde en sådan rolle i Venstre.
Stephanie Lose er dygtig, en god formidler - og hun vil stå ekstra stærkt blandt de mange V-medlemmer i Jylland og samtidig efter alt at dømme være en formandskandidat, der samler bredt i partiet. Og så vil hun komme fra en outsider-position. Ingen har indtil nu set hende som en formands-mulighed så fløjkampe har hun holdt sig udenfor. Hun vil kunne samle.
Jakob Ellemann-Jensen kan naturligvis ende med at komme tilbage som partileder, men han er helt naturligt mærket af et ufatteligt hårdt forløb som formand. Tænk at opleve, at både en tidligere formand, Lars Løkke Rasmussen, og en tidligere næstformand, Inger Støjberg, begge stifter et nyt parti. Det ene i midten og det andet til højre - med samlet maksimalt pres på Venstre.
De kategoriske meldinger fra Ellemann før valget - med afvisning af den regering og statsminister det endte med - vil også følge Ellemann i det videre forløb, mens f.eks Stephanie Lose står i en friere rolle.
Næste store valgprøvelse for Venstre bliver kommunalvalget om toethalvt år. Venstre står traditionelt stærkt i kommunerne, men ved næste valg bliver man også kommunalt udfordret af de nye partier.
O.D.
Indlæser debat