Nye lokaler til møbelpolstrer

7. februar 2014, 18.42

Niels Baadsgaard er fra 1. marts klar til at ombetrække møbler og andre ting i den gamle bankbygning på Ørslevklostervej i Hald. Foto: Steen Don

Den gamle bankbygning i Hald er nu blevet solgt, efter at Spar Nord lukkede filialen i efteråret. Bankboksene står der stadig, de er for dyre at flytte. Strimlerne ved døren, der indikerer, hvor høje eventuelle røvere er, sidder der også stadig. Dem bliver der nok ikke behov for i samme grad som tidligere.

Det er Søren Østergaard Pedersen, der driver Østergaard Handel og Udlejning, der har købt bygningen. Han har allerede lejet den ud til Niels Baadsgaard fra Hald.

Niels Baadsgaard arbejder til daglig som faglærer på Skive Tekniske Skole, og ved siden af kører han sit lille firma som møbelpolstrer. Lige nu har han sin sideforretning i en lade i Hald, men nu vil han gøre mere ved det, og forretningen skal være mere synlig. Og det er ikke kun møbler, Niels Baadsgaard vil tage sig af.- Jeg laver alt, der har med ombetrækning at gøre. Det kan være sæder og døre i biler eller gamle møbler. Der er ingen grænser, og folk har større mulighed for at se, hvad jeg laver i denne bygning end omme i laden. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang, og så må vi se, hvor stort det hele kan vokse, siger 40-årige Niels Baadsgaard, der har boet i Hald i 13 år.