To nye mistænkelige breve er sendt til Jyske Bank

7. maj 2021, 11.55

Politi og brandvæsen er fredag formiddag til stede ved Jyske Banks filialer i Kolding og Fredericia og har sat afspærringer op, efter at filialerne har modtaget mistænkelige breve.

Det siger vagthavende operationschef ved TrekantBrand Bo Gøgsig til JydskeVestkysten. Han oplyser, at der ikke er nogen fare på færde.

- Vi tager hånd om brevene og sørger for, at de bliver sikret, og så bliver de overdraget til politiet efterfølgende og til efterforskningen, siger operationschefen.

Brevene kommer, dagen efter at fire andre Jyske Bank filialer fik tilsendt mistænkelige breve. To af brevene nåede frem, og Post Nord stoppede de andre to.

Brevene var adresseret til filialerne i Aalborg, Frederikshavn, Kjellerup og Holstebro. Hovedsædet i Silkeborg fik også et trusselsbrev torsdag morgen ifølge TV Midtvest.

Alle brevene i går indeholdt et ufarligt pulver. Men det har ikke været muligt at få at vide, hvad de to mistænkelige breve i dag indeholder.

Jyske Bank på Jernbanegade i Kolding anmeldte klokken 08.42 det mistænkelige brev, men filialen i Fredericia kom med en lignende anmeldelse godt en halv time senere klokken 09.15 ifølge JydskeVestkysten.

Bo Gøgsig oplyste til avisen, at politiet og brandfolkene var færdige med deres undersøgelser i Kolding omkring klokken 10.30. De forventede at være færdige i Fredericia kort efter.

Brevene er forseglet og overdraget til politiet, som nu skal efterforske videre i sagen.

/ritzau/