Rød-hvid krigerindsats: Danmark er i EM-semifinalen

Det danske landshold krigede sig til en 2-1-sejr over Tjekkiet og er i EM-semifinalen for første gang i 29 år. Genoplev den danske sejr i livebloggen

3. juli 2021, 17.01

Det danske landshold fejrer sejren over Tjekkiet og pladsen i semifinalen ved EM. Det er første gang i 29 år, at de rød-hvide er blandt de sidste fire ved en EM-slutrunde. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

FODBOLD S-E-M-I-F-I-N-A-L-E.

Danmark er iblandt de bedste fire hold ved EM-slutrunden.

De rød-hvide fodboldhelte vandt lørdag aften 2-1 over Tjekkiet efter 2-0 ved pausen og er nu klar til semifinalen på Wembley i London – på onsdag.

Sejren kom i hus efter en dansk fighterindsats af rang – krydret med lækre glimt af høj spillemæssig klasse.

Danskerne fik en drømmestart efter bare fem minutter. De rød-hvide fik et hjørnespark, der nok skulle have været et målspark. Jens Stryger Larsen serverede bolden fint midt i feltet, hvor Simon Kjær satte en fin lille screening, og Thomas Delaney headede bolden i mål til 1-0.

Tjekkiet søgte gang på gang den simple vej i deres angrebsspil. Men de trykkede på med de midler. Tjekkerne kom halvlegen igennem til en stribe dødbolde, hvilket normalt er en af deres forcer. Men trods seks hjørnespark og næsten ligeså mange frispark, der blev servet ind i feltet, formåede tjekkerne ikke for alvor at true Kasper Schmeichel i det danske mål.

Tomas Holes fik dog en stor chance på en småtilfældig omstilling. Men Danmark kunne også på omstillinger. To gange var fødselaren Mikkel Damsgaard, der fylder 21 år i dag, på spil – uden dog at få bolden i nettet.

Men tre minutter før pausen fordoblede de rød-hvide føringen. Jannik Vestergaard sendte Joakim Mæhle af sted i venstre side, og Mæhle serverede et kælent ydersideindlæg, som lå perfekt for Kasper Dolberg. 2-0 og dansk jubel – både i Baku og rundt i hele det danske land.

"Tjekkede" ind lige efter pausen

Tjekkerne åbnede anden halvleg med speederen i bund og tre afslutninger inden for fire minutter. De første to reddede Schmeichel, men den tredje endte i netmaskerne. Patrik Schick styrede et indlæg fra Vladimir Coufal i nettet med indersiden. Det var Schicks femte træffer ved EM, hvor han nu er delt topscorer sammen med Cristiano Ronaldo, der ligeledes er røget ud af slutrunden.

I minutterne derefter pressede Tjekkiet på. Men danskerne red stormen af, og via et par vellykkede indskiftninger af Yussuf Poulsen og Christian Nørgaard lykkedes det at ændre kampens udtryk.

Yussuf Poulsen kom til en fin chance efter en time, hvor to tjekkiske spillere kom til skade. Samme Yussuf Poulsen fremtvang 12 minutter før tid en stor redning fra Tomas Vaclik i det tjekkiske mål, og Joakim Mæhle rev sig fri i feltet til en stor chance efter bandespil med Poulsen.

I slutminutterne overtog tjekkerne igen initiativet, og nerverne sad uden på trøjen hos alle rød-hvide fans. Men tjekkerne kom reelt ikke til en åben chance – trods adskillige bolde i feltet.

Sejren holdt hjem. Og på onsdag er der semifinale med dansk deltagelse. Det bliver på Wembley i London mod enten England eller Ukraine. De to hold mødes senere lørdag aften i den fjerde og sidste kvartfinale ved EM.

Herunder kan du genopleve kvartfinalesejren over Tjekkiet, som den udspillede sig i Ritzaus liveblog:

Indlæser debat...