En biograftur for blinde

Udgivet:30. maj 2023, 07.46

Læsetid:1 minut

Af Thorben Koed Thomsen. Dansk Blindesamfund Landsforening af Blinde og svagsynede Hvedemarken 16, 8800 Viborg

4 måneder siden

FILM Torsdag den 25. maj var blinde og svagsynede fra Viborg og Skive i biografen i Kulturcentret i Skive. Det kan lyde helt uden fornuft, men det var det bestemt ikke, for filmen, som vi så, var synstolket af Laura Kamis Wang. Vi så filmen Kysset.

Vi begyndte med kaffe, hvorunder Laura fortalte meget engageret om sit arbejde med at fortælle, hvordan synstolkning indarbejdes i filmen under produktionen, fortæller om hvad der foregår på billederne, f.eks. mimik, handlingerne på billederne. Tolkningen kræver megen omtanke. Der må ikke tales ind over skuespillerne. Det kræver et meget varieret sprog, megen opmærksomhed af synstolkeren.

Vi fik langt mere ud af filmen, end hvis der ikke havet været synstolkning, det blev til en hel anden vedkommende film.

Desværre er Kysset den sidste film, der er penge til. Der er brug for, at kulturministeren sikrer, at der fremover er penge til synstolkning for en længere årrække, så producenterne og synstolkerne ved, at der er penge til synstolkere til rådighed, hvilket også vil medvirke til, at det bliver en selvfølge, at danskproducerede film og tv-serier synstolkes, og Danmark vil så kunne komme nærmere opfyldelsen af at handicapkonventionens bestemmelser om, at mennesker med handicap skal kunne deltage i kulturlivet på lige fod med andre.

Arrangementet blev gennemført med støtte fra Dansk Blindesamfunds aktivitetspulje.

Endnu en gang, det var en fin oplevelse, tak for det Laura.