Regeringen arbejder hen mod pressemøde om corona-tiltag onsdag

Ifølge Sundhedsstyrelsen bør politikerne overveje at lukke nattelivet i lyset af stigende smittetal.

7. december 2021, 17.12

Pressemøde efter møde i Folketingssalen, hvor der har været udvidet spørgetime med statsminister Mette Frederiksen (S).

KØBENHAVN Regeringen indkalder sandsynligvis til pressemøde onsdag om indsatsen for at inddæmme coronavirus i lyset af den nye smitsomme variant Omikron.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag under et kort pressemøde på Christiansborg.

- Vi arbejder lige nu efter et pressemøde i morgen, hvor vi forhåbentlig kan give klar besked, siger hun.

Hun afviser at svare på, hvilke restriktioner eller tiltag der kan komme i spil.

Det skyldes, at Epidemikommissionen endnu ikke er kommet med sin indstilling til, hvilke restriktioner der kan indføres for at bryde smittekæderne.

Direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, bekræfter umiddelbart tirsdag eftermiddag ved afslutningen af en orientering fra myndighedernes om corona, at der vil komme et pressemøde.

- Jeg kan forstå, at der er indkaldt til pressekonference i morgen klokken 18, siger han.

Statsministeriet oplyser, at der på nuværende tidspunkt ikke er indkaldt til noget pressemøde. Dermed er der ikke en officiel bekræftelse.

Inden et pressemøde skal Epidemiudvalget i Folketinget mødes for at drøfte eventuelle restriktioner på baggrund af indstillingen fra kommissionen.

Sundhedsordførerne er indkaldt klokken 12.15 onsdag, mens udvalget holder møde klokken 14.

Befolkningen kan forvente yderligere restriktioner ikke mindst på grund af den nye variant, hvor 261 personer er blevet smittet på en uge.

- Den nye variant, der er kommet nu, som er meget smitsom, der kan man forvente, at vi får behov for yderligere initiativer. Men jeg kommer ikke med konkrete bud.

- Jeg kan sige helt overordnet, at vi vil gøre alt, hvad vi kan for at undgå en nedlukning, som vi har været igennem før. Vaccinerne er supervåbnet. Derfor har vi holdt flere pressemøder om vacciner, siger Mette Frederiksen.

Tirsdag er der registreret 6324 nye tilfælde af coronavirus. Det er det højeste smittetal på et døgn i løbet af pandemien.

Mandag var tallet højere, men en del af prøverne fordelte sig på test, der var lavet over hele weekenden og ikke kun søndag.

Danmark står dog et andet sted end sidste år, da en stor del af befolkningen og særligt de mest udsatte er blevet vaccineret mod coronavirus.

Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm sagde tidligere tirsdag, at man bør overveje at lukke nattelivet set i lyset af de stigende smittetal.

Det vil i så fald være en politisk beslutning.

Mette Frederiksen mener overordnet, at der er behov for yderligere restriktioner.

- Så sidder myndighederne og kigger på, om der er behov for yderligere initiativer, det tror jeg, vi må lægge til grund, at det er der behov for, siger hun.

/ritzau/