Organisation håber stort set alle hjemløse kan hjælpes med udspil

Udspil om hjemløse vil have borgere ud af hjemløshed, og det glæder organisationer. Der er dog faldgruber.

25. oktober 2021, 16.16

Social- og ældreminister Astrid Krag (S) har mandag præsenteret et nyt udspil, som skal afskaffe hjemløshed. Det rummer blandt andet forslag om flere billige boliger, nytænkning af indsatsen og bedre social støtte til mennesker, der skal i egen bolig. (Arkivfoto).

KØBENHAVN Der er stort potentiale i regeringens udspil, der skal bekæmpe hjemløshed i Danmark.

Faktisk så stort, at i hvert fald 90 procent - hvis ikke alle hjemløse - kan hjælpes ved at udbrede modellen housing first, som regeringen lægger op til.

Det mener Ask Svejstrup, der er sekretariatsleder i De hjemløses Landsorganisation (Sand).

- Principielt vil alle kunne hjælpes med denne model, hvis man giver bostøtte nok og giver den rette støtte efter en grundig udredning af den enkelte, siger han.

Housing first indebærer, at en hjemløs først bliver tilbudt en bolig. Derefter går man i gang med at hjælpe vedkommende, der for eksempel har psykiske problemer.

Modellen er især god til de hjemløse, der ikke har været hjemløse i alt for lang tid, siger Ask Svejstrup.

Selv om forhåbningerne til udbredelsen af housing first i Danmark er store, frygter Ask Svejstrup, at der er en gruppe på ti procent, som kommunerne får sværere ved at hjælpe med modellen.

Her peger han på, at det ikke er alle hjemløse, som vil få gavn af at bo i egen lejlighed, men snarere har brug for andre botilbud.

- Eksempelvis gamle institutionsbørn eller tidligere anbragte får ikke nødvendigvis et godt liv af at bo i en lejlighed for sig selv. Her kan de have større gavn af at bo med andre, men stadig have et privatliv.

- Den boligform skal vi opfinde, så det mangler stadig, siger han.

Hos foreningen Selveje Danmark, som repræsenterer en stor del af de danske herberger, glæder man sig over fokus på at få borgere ud af hjemløshed.

- Herbergerne skal være en mellemstation og ikke endestation. I dag er incitamentet at beholde borgerne på herbergerne, men det gavner hverken borger eller herberg.

- Nu vil man give kommunerne gode økonomiske grunde til at hjælpe borgerne ud af herbergerne ud og videre i egen bolig, siger chefkonsulent Kåre Skarsholm.

Han understreger dog, at borgerne ikke skal tages for hurtigt ud af herbergerne.

- Det tager lidt tid, fra en borger kommer ind, til man kan se, hvad vedkommende har brug for af misbrugsbehandling, egen bolig hurtigst muligt eller intensiv støtte og pleje.

- Og så synes jeg, at man skal give borgeren mulighed for selv at vælge, hvem der skal levere bostøtte: en fra kommunen eller en, som vedkommende måske kender fra et ophold på et herberg.

Vibe Klarup, som er formand for Rådet for Socialt Udsatte og direktør i Hjem til Alle Alliancen, er begejstret over udspillet.

- Det her udspil giver nogle ret grundlæggende gode greb til at få stoppet hjemløshed i Danmark.

Ifølge Vibe Klarup er konkrete krav til kommunerne om at levere social støtte - også når den hjemløse er blevet huset - afgørende for at komme problemet til livs.

- Jeg synes, det er et godt udgangspunkt for faktisk at sige, at om ti år er der ikke flere hjemløse i Danmark.

/ritzau/