Mindst 100 har mistet livet i angreb mod moské i Pakistan

Dødstallet stiger fortsat efter angreb, hvor en mand sprængte sig selv i luften i en fyldt moské i Peshawar.

Udgivet:31. januar 2023, 13.39

Læsetid:1 minut

Moskéen i Peshawar blev voldsomt beskadiget ved angrebet, som fandt sted mandag.

/ Ritzau /

1 måned siden

ISLAMABAD Dødstallet efter et angreb mod en moské i det vestlige Pakistan har rundet 100, oplyser en hospitalskilde ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Eksplosionen skete tilsyneladende, da en selvmordsbomber sprængte sig selv i luften inde i den fyldte moské i Peshawar mandag.

Angrebet fik dele af moskéen til at styrte sammen.

Foruden de dræbte blev mange mennesker såret i eksplosionen.

Mandag aften forlød det, at 59 personer havde mistet livet. Men i løbet af natten blev der fundet adskillige lig under murbrokkerne, og tirsdag morgen blev det foreløbige dødstal opgjort til 83.

Moskéen ligger i et stærkt bevogtet område, hvor også hovedkvarteret for provinsens politi ligger.

Selvmordsangrebet er det seneste i en række af angreb i Pakistan.

Det er endnu uvist, om mandagens angreb var planlagt af en militant gruppering, eller om angrebsmanden handlede på egen hånd.

Pakistansk Taliban har ifølge Reuters afvist at stå bag.

/ritzau/