Politi-indsats efter flere meldinger: 15-årig skæv af hash på skolen

7. september 2017, 16.45

Arkivfoto: Christian Als / Scanpix

En 15-årig dreng, som onsdag var tydeligt påvirket af hash på Brårup Skole, er blot ét eksempel på, hvad lokalpolitiet gerne vil til livs.

Derfor målretter man nu i en periode en del af ressourcerne til at komme rundt på alle skolerne i Skive Kommune for at se, om der foregår ting efter skoletid, der ikke burde foregå.

Det fortæller politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

- Inden for det seneste års tid har vi fået flere meldinger om, at skolerne bruges af de unge som hænge-ud-sted efter skoletid, og at det ikke bare er boldspil og studier af mariehøns, der finder sted. Derfor har vi nu i en periode afsat to mand til at rondere på skolerne i aftentimerne for at få fingeren ned i mulden og se, hvad der sker derude efter lukketid. Indsatsen vil som udgangspunkt mere have politipræg end SSP-præg, siger Niels Bach.

Onsdag var indsatsens første dag, hvor Resen Skole, Ådalskolen og Brårup Skole fik besøg af patruljen. På Resen Skole var der ingen problemer, på Ådalskolen traf patruljen ikke et øje, men på Brårup Skole mødte man fem unge drenge, der hængte ud, og hvoraf den ene ifølge politiet tydeligt var påvirket af hash.

Drengen blev sendt hjem, og hans far blev efterfølgende kontaktet af politiet. Også kommunen er blevet involveret i den sag, oplyser Niels Bach.

Niels Bach håber, at politiets indsats kan blive en løftestang til, at egnens forældre tager en snak med deres børn.

Blandt andet med den vinkel, at hvis man bare sidder og laver ingenting, kan man måske pludselig komme til at sidde i et selskab og lave dumme ting.

Politiets plan er, at samtlige skoler i kommunen vil få besøg af patruljen.