Stress er et samfundsproblem

Udgivet:15. marts 2022, 15.52

Læsetid:2 minutter

Inger Stranddorf skriver om stress og dårligt psykiske arbejdsmiljø Modelfoto: Colourbox

Af Inger Stranddorf formand for HK Privat MidtVest og HK MidtVests arbejdsmiljøudvalg

ARBEJDSMILJØ Stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø er et samfundsproblem, der skal løses i fællesskab.

Under titlen »Samlet og sammen mod stress« inviterer vi i HK 28. april 2022 til en stor stresskonference, hvor vi samler tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, politikere, forskere og mange andre gode folk.

Sammen skal vi finde løsninger på problemerne og stille krav til de nødvendige forandringer. Stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø er nemlig et samfundsproblem, der skal løses i fællesskab.

Som formand for HK MidtVests arbejdsmiljøudvalg oplever jeg, at stress er blevet en folkesygdom.

Hver dag bliver alt for mange kolleger sygemeldte på grund af netop stress. Men stress er ofte et symptom på, at der er noget galt på arbejdspladsen. Desværre oplever alt for mange at stå alene om at håndtere stress og, at arbejdspladsen ikke handler i tide.

I 2020 spurgte vi knap 4.000 af HK-medlemmer om deres forhold til stress. Undersøgelsen viste, at omkring fire ud af fem HK’ere i det midt- og vestjyske havde følt sig stressede inden for det seneste år. Og hele 63 procent af vores medlemmer i MidtVest havde inden for det seneste år været bekymrede for, om en kollega var stresset – og kan kollegerne se det, så kan ledelsen også.

Det bliver ikke bedre af, at to ud af tre af dem, der går ned med stress, oplever, at deres leder ikke er klædt på til at håndtere deres sygemelding. Det er fuldstændig uacceptabelt, at så mange går forgæves til deres leder med stress.

Stress er et kollektivt problem, og bliver én ramt, påvirker det hele arbejdspladsen. Stress må ikke blive set som et problem, der udelukkende rammer den enkelte. Alle har et ansvar, når arbejdsmængden bliver for stor og arbejdstiderne for lange.

Tallene taler deres tydelige sprog om, at der er behov for, at stressproblematikken bliver taget seriøst på arbejdspladserne. Det bliver den ikke lige nu.

Vi ved kun alt for godt, at konsekvenserne kan være invaliderende og alvorlige. Men når det kommer til dårligt psykisk arbejdsmiljø, belastninger og stress, så ser vi desværre ikke den samme anerkendelse som med fysiske skader, og det skal vi have lavet om på.

Der er brug for handling. Stress er et alvorligt problem, der kalder på en fælles løsning. Derfor inviterer vi 28. april til stresskonference. Vi skal stå samlet og sammen mod stress. Stress skal ikke være et individuelt ansvar, men noget vi som fællesskab på vores arbejdspladser skal forebygge og handle på sammen.