Leder: Enhedslistens selvskabte problemer

Udgivet:30. maj 2023, 10.12

Læsetid:2 minutter

Chefredaktør Ole Dall.

4 måneder siden

Da Fanden blev gammel, gik han i kloster. Da danske kommunister blev gamle, blev de Nato-tilhængere...

I hvert fald har Enhedslisten, der blev stiftet i 1989 før Murens fald af en række venstrefløjspartier - herunder Danmarks Kommunistiske Parti -, nu i weekenden vedtaget som et punkt i principprogrammet, at man ikke længere vil nedlægge dansk militær. Og man vil ikke melde Danmark ud af Nato - før der kommer et alternativ, hvad det så skulle være...

Partiet er dog stadig splittet, og ændringen af principprogrammets ord om Nato blev vedtaget med 158 stemmer for og 125 imod.

Enhedslisten søger at løse selvskabte problemer. Partiet blev taget på sengen, da den nye sikkerhedspolitiske dagsorden kom sidste år med Ruslands krig mod Ukraine. Der var partimedlemmer, der havde travlt med ikke kun at give Rusland skylden for krigen, og et folketingsmedlem afviste til blandt andre statsministerens bestyrtelse, at Rusland var en generel trussel mod Europa.

I Enhedslistens principprogram, der altså først blev ændret her i pinsen, stod der, at partiet »arbejder for dansk udmeldelse af Nato« og »går ind for at det danske militær nedlægges«. Det er et godt bud på en forklaring på Enhedslistens dårlige folketingsvalg i november, at mange vælgere slet ikke kunne følge partiets principielle holdninger til forsvar og Nato på et tidspunkt, hvor der igen var krig i Europa.

Nu vil flertallet i Enhedslisten så alligevel godt have et forsvar og være medlem af Nato - i hvert fald indtil videre...

Det er jo til at forstå, at Enhedslisten ikke er med i danske forsvarsforlig...

Enhedslisten har andre selvskabte problemer. Det kan måske lyde smart med rotationsreglerne, så partiledere ikke kan sidde længe i Folketinget, men det giver også tummel. Og f.eks kan den nuværende politiske ordfører Mai Villadsen ikke stille op ved næste valg, så der skal inden valget vælges en ny politisk ordfører for partiet. Favorit er folketingsmedlem Pelle Dragsted, men han har ikke den gennemslagskraft som partiets tre seneste ledere har leveret: Schmidt Nielsen, Skipper og Villadsen. Det kan blive en tung post at overtage. Og partiet presses vælgermæssigt af både af SF og Alternativet.

Samtidig må Enhedslisten sande, at man - i modsætning til perioden med en ren S-regering - har fået meget lille indflydelse. Og mens SF deltager i også større forlig, står Enhedslisten ofte isoleret. Og partiet bekæmper ivrigt SVM-regeringen.

Endvidere har Enhedslisten selvskabte økonomiske problemer. Partiet har ikke vist rettidig omhu i den interne økonomi, og man blev økonomisk ramt af mandat-tilbagegangen ved det seneste valg. Budgettet er også blevet belastet af f.eks årlige, store tilskud fra partiet til Folkebevægelsen mod EU.

Den anstrengte økonomi blev også drøftet på landsmødet. Hovedbestyrelsen har blandt andet lagt op til, at der kun er råd til at holde landsmøde med fysisk tilstedeværelse hvert andet år ...

O.D.