Frygter særlig smitsom variant: 40 efterskoleelever på forlænget pinseferie

Flere elever fra Salling Efterskole festede sammen i pinsen, og siden viste det sig, at der var corona-smitte løs

26. maj 2021, 13.42

Arkivfoto

CORONA Forstander på Salling Efterskole, Leif Lundsgaard, tog ingen chancer, da det fra myndighederne lød, at der var mistanke om, at en storesøster til en af skolens elever var smittet med en særlig smitsom udgave af corona-virussen. Derfor bad han 40 elever om at blive hjemme et par dage ekstra efter pinse, indtil der var styr på smittekæderne.

Storesøsteren havde været chauffør for nogle af eleverne, da de skulle transporteres i forbindelse med fælles fest, og de samme elever havde i løbet af pinsen været til en anden fest med andre af efterskolens elever. Alt i alt løb det op i, at 40 elever måske kunne være blevet smittet med den særlig smitsomme coronavirus.

- Hvis der var smitte i den første fest, så kunne det være taget med ind i den næste fest, forklarer Leif Lundsgaard.

- Vi fik at vide fra myndighederne, at hvis det var den smitsomme variant, så skulle de alle betragtes som nære kontakter, og derfor ville vi hellere være forsigtige og bruge en dag eller to mere på det og dermed undgå, at vi fik smitte ind på skolen. Vi står over for snart at skulle holde afslutning og galla, og det ville være synd, hvis vi var nødt til at aflyse alt det, siger Leif Lundsgaard, der stadig har haft 110 elever inde på skolen siden pinseferien.

Med den seneste melding, han har fået, tyder det på, at der alligevel ikke er tale om en særlig smitsom variant, og eleverne kunne onsdag aften vende tilbage til skolen - bortset fra passagererne i storesøsterens bil. De skal blive hjemme, til der foreligger testresultater taget på 4. og 6. dagen i forhold til bilturen med søsteren.

Indlæser debat...