112

Efter dom over Porsche-banden: Ny gruppe vækker »ekstrem bekymring« hos politiet

Med fredagens lange fængselsstraffe er den berygtede såkaldte Porschebande nu definitivt fjernet fra gaderne i Skive.

Men allerede nu skaber en anden gruppe unge med indvandrerbaggrund bekymring hos både politiet og SSP-samarbejdet.

Det fortæller Morten Enggaard, der er aktiv begge steder.

- Vi er lige nu ekstremt bekymrede for en gruppe unge med indvandrerbaggrund, der skaber ballade og uro på banegården, ved McDonalds og Q8-tanken på Sdr. Boulevard. Det er det samme billede, vi så med dem, der netop er blevet dømt, siger Morten Enggaard.

De seneste fire-fem måneder er blevet arbejdet målrettet på, at den nye gruppering af unge ikke kommer i kontakt med de forkerte folk.

- De her unge er lige nu på et begynder-niveau i forhold til, hvordan man ikke skal opføre sig, lyder det fra Morten Enggaard.

Ifølge ham har situationen med de helt unge, der lige nu skaber problemer, udviklet sig til det værre i løbet af det seneste halve år.

Arkivfoto: Casper Jacobsen