Lokalt

Efter uenighed: Bestyrelse fyrer efterskole-forstander

Efterskole i Sdr. Resen i Sydfjends skal have ny forstander, da forstander Lise Munk er opsagt per 25. marts 2021.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra skolens bestyrelse.

Ifølge bestyrelsesformand David Straadt er det med meget stor beklagelse, at bestyrelsen for Hedens Efterskole har set sig nødsaget til at opsige Lise Munk, da de ikke kunne nå til enighed om skolens daglige drift.

Der arbejdes nu på at finde en efterfølger til Lise Munk, der ifølge pressemeddelelsen har ydet en kæmpe indsats i etableringen af skolen og sammen med en håndfuld andre medarbejdere og lokale støtter været drivkraften bag dens tilblivelse.

Hedens Efterskole har midt i en svær coronatid for skolerne været lidt af en succeshistorie, som Skive Folkeblad kunne fortælle for få uger siden.

31 elever ved skolestart i august er siden blevet til 38, og der er allerede nu fyldt op til næste skoleår med 55 elever til 8., 9. og 10. klasse. Heraf er de 30 gengangere fra dette skoleår.

Efterskolen, der kun lige nåede at få grønt lys fra Undervisningsministeriet inden skolestart i august 2020, har fundet sin egen niche ved at tilbyde et særligt hensyntagende miljø og en mindre skole til unge, der har behov for lidt ekstra ro.

Avisen har været i kontakt med Lise Munk, der ikke på nuværende tidspunkt er i stand til at kaste yderligere lys over sagen på grund af tavshedspligt.

Lise Munk er per 25. marts 2021 ikke længere forstander på Hedens Efterskole.  Arkivfoto: Henrik Bagge