Gå til hovedindhold
Erhverv

Ejerkreds venter til 2019: Forhøjelse af bank-bygning i midtbyen udskudt

06-12-2017 KL. 21:27
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Ejerne af Danske Banks tidligere ejendom i Østergade i Skive venter til 2019 med at forhøje huset med to etager plus en tagetage.

- Vi når ikke at komme i gang i 2018, som vi håbede på. Det skyldes blandt andet, at vi næste år også skal i gang med at bygge et hus med 12 lejligheder ved Skive Å og Hotel Skivehus, oplyser Knud Bjerre, med i kredsen af ejere af Danske Bank-huset.

Der kom indsigelser mod planen, men Skive Byråd godkendte i august en lokalplan, der giver ejerne mulighed for at modernisere og forhøje huset. Den klagede en nabo, Per Has­lev, over til Planklagenævnet. Per Haslev og hans rådgiver, arkitekt Arne Post, vurderer, at Skive Byråd godkendte lokalplanen på et forkert grundlag. En af forudsætningerne i lokalplanen er, at den nuværende bygning er to etager høj. Det er korrekt, idet nederste etage har meget højt til loftet. Men, mener Per Haslev og Arne Post, reelt fremtræder huset som tre etager højt mod Østergade og fire etager høj ud mod parkeringspladsen i Torvegade ved siden af huset.

Det vil sige, gennemfører ejerne forhøjelsen af huset med to etager plus en penthouselejlighed, vil det komme til at fremstå som et hus med seks etager mod Østergade og med syv etager mod Torvegade, mener Per Haslev og Arne Post. Dermed er lokalplanen baseret på forkerte forudsætninger, og det er en formel fejl fra Skive Kommunes side, vurderer de to.

Planklagenævnet afgør tidligst klagen i oktober næste år. Går afgørelsen Skive Byuråd imod, kan byrådet justere lokalplanen, hvilket forudsætter en ny høring.

Skive Kommune lægger i svar til Planklagenævnet vægt på, at den maksimale bygningshøjde efter forhøjelse af huset er fastsat til 21,5 meter uanset, hvordan huset måtte se ud med hensyn til antal etager. Embedsmænd hos Skive Kommune mener, at Per Haslevs og Arne Posts fortolkning af lokalplanen er uden hold i virkeligheden. Dét er de to ikke enige i.

Knud Bjerre tager klagen til Planklagenævnet roligt.

- Hvis de får medhold i klagen, så må Skive Kommune lave lokalplanen om. Men jeg tror ikke, de får medhold. Det fremgår jo præcist af lokalplanen hvor højt, huset må være, og ikke, hvad det må se ud som om med hensyn til etager. Vi er fortrøstningsfulde. Vi betragter klagen som en slags drilleri. Vi bygger til Danske Bank-huset i 2019 uanset hvad, der sker, siger Knud Bjerre.

Ejerne af huset har tilbudt Per Haslev at købe hans ejendom ved siden af Danske Bank-huset.

- Per er bange for, at hans ejendom mister værdi, når vi forhøjer vores hus. Derfor synes jeg, det vil være en god idé at sælge til os. Så vil det være vores risiko. hvis det sker, siger Knud Bjerre. Per Haslev bekræfter, at han ikke vil sælge sin ejendom, som han selv bor i, ligesom han har lejere i huset.

- Hvor skal jeg flytte hen? Vi bor godt og billigt her, så jeg ser ikke nogen grund til at flytte, siger Per Haslev.

Ejerne af Danske Bank-huset i Skive er ud over Knud Bjerre, Mogens Halborg Jensen, Leif Jensen og Hans Peter Skov.

Ejerne af Hotel Skivehus er Mogens Halborg Jensen, Leif Jensen og Knud Bjerre.

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Erhverv

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland