Erhverv

Eksport-succes får lokal virksomhed til at ændre navn: Se det nye navn her

Fjordvejs Maskinfabrik skifter navn til FM Bulk Handling – Fjordvejs.

Det sker, efter virksomheden har fået stadig mere travlt rundt omkring på verdensmarkedet, hvor Fjordvejs kan slå krøller på tungen.

Gennem de seneste tre år har virksomheden, som har adresse på Fabriksvej i V. Lyby, øget bruttofortjenesten med næsten 30 procent. Samtidig er der sket en stigning i eksporten:

- Vi har efterhånden fået flere kunder ude i verden, end vi har her i Danmark, siger adm. direktør Jeppe Bergmann Rasmussen.

Og det er baggrunden for, at firmaet nu har fået en mere international klang.

- Det viser sig, at det er svært at udtale Fjordvejs, når man kommer fra Chile, Marokko eller Australien, tilføjer han.

Det oprindelige navn hænger historisk sammen med adressen i Skive, hvor virksomheden blev etableret.

- Det er desuden over 30 år siden, fabrikken flyttede væk fra Fjordvej på havnen i Skive til den nuværende adresse på Fabriksvej i V. Lyby. Og så beholder FM Bulk Handling alligevel »Fjordvejs« som en slags efternavn for at holde forbindelsen til virksomhedens historie, siger Jeppe Bergmann Rasmussen.

Han siger også:

- Virksomheden er også vokset fra at være, hvad man normalt forventer af en maskinfabrik. Vi både udvikler og laver maskiner, men det er alle sammen nogle, der håndterer varer i løs vægt: fiskefoder, korn, kalk, fiskemel, altså det man også kalder bulk-varer. Så det er mere præcist med »Bulk Handling i navnet«.

Fabrikken leverer transportløsninger til produktionsanlæg og fiskefarme.

Der er dog umiddelbart ingen planer om også at ændre adressen:

- Uanset den internationale succes og det nye navn er der ingen planer om at flytte hverken udviklingsafdeling eller produktion til udlandet. Vi er glade for at bo, hvor vi bor. Her er gode, dygtige medarbejdere, og vi har plads til at udvide, når det bliver nødvendigt, så vi bliver her, siger Jeppe Bergmann Rasmussen

Han tilføjer, at virksomheden for nogle år siden oprettede et salgskontor i Atlanta, USA, men påpeger, at al udvikling og produktion sker hjemme på fabrikken i V. Lyby.

Der er plads til mere på Fabriksvej i V. Lyby, hvor effektivisering har løftet produktionen.