Gå til hovedindhold
Ritzau Politik

Ellemann-Jensen holder fortsat tæt om formandsambitioner

03-09-2019 KL. 12:10
Jakob Ellemann-Jensen. Venstre holder gruppemøde på Christiansborg, tirsdag den 3. september 2019. Venstre holder første gruppemøde efter weekendens hovedbestyrelsesmøde i Brejning, hvor både formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen bebudede deres afgang. (Foto: Philip Davali/Scanpix 2019)
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Der var heftig aktivitet foran Venstres gruppeværelse, inden partiet tirsdag klokken 11.30 begyndte gruppemøde på Christiansborg.

En stribe Venstre-medlemmer har givet til kende offentligt, at de støtter Jakob Ellemann-Jensens som ny formand. Men politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen afviste inden mødet at fortælle, om han stiller op til den ledige post som formand for partiet.

- Jeg forstår godt, at der er en hvis utålmodighed og interesse. Det har jeg den største forståelse for.

- Men nu skal vi ind og have et gruppemøde for første gang efter en weekend, der var voldsom for os. Så det vil jeg gå ind og have, sagde Jakob Ellemann-Jensen på vej ind.

Han er af mange i folketingsgruppen blevet opfordret til at stille op til formandsposten i Venstre.

Posten står tom efter både tidligere formand Lars Løkke Rasmussen og tidligere næstformand Kristian Jensen i weekenden trak sig efter en august med stor uro i Venstre, hvor store dele af baglandet erklærede mistillid til ledelsen.

Det er de delegerede ved Venstres landsmøde, som 21. september skal vælge formand og næstformand.

Kristian Jensen pegede som en af få Venstre-medlemmer ikke på Jakob Ellemann-Jensen på vej ind til gruppemødet.

- Det er sådan, at tidligere formænd og næstformænd skal ses og ikke høres, når det kommer til deres efterfølgere. Så jeg blander mig ikke i det, sagde han.

En lang række Venstre-profiler pegede tirsdag på Jakob Ellemann-Jensen, og flere nævnte også Inger Støjberg som en god kandidat til næstformand.

- Det skal være Ellemann og Støjberg, sagde tidligere Løkke-støtte Lars Christian Lilleholt på vej ind til mødet.

Den betragtning blev delt af Preben Bank Henriksen, Thomas Danielsen og Martin Geertsen. Nestoren Claus Hjort Frederiksen sagde kort, at han gerne så Jakob Ellemann-Jensen som ny formand.

Tidligere skatteminister Karsten Lauritzen har selv været nævnt som en potentiel næstformand. Men han peger også på Ellemann-Jensen og Inger Støjberg.

- I en konstellation med Jakob Ellemann-Jensen foretrækker jeg Inger Støjberg frem for mig selv, sagde Karsten Lauritzen inden mødet.

Han måtte samtidigt understrege, at han er glad for sit køn, efter det blev indikeret, at det var hans Y-kromosom, der holdt ham fra posten.

Karsten Lauritzen sagde også, at var ked af, hvordan forløbet i weekenden havde været.

- Jeg er ked af det. Det er jeg. Både af måden det skete på og at de skete. Jeg havde håbet, at tingene var gået anderledes, sagde Karsten Lauritzen.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland