Gå til hovedindhold
Lokalt

En kæmpe er flyttet ind i Glyngøre: Idé-Pro har Nordeuropas største støbemaskine

15-07-2019 KL. 07:54
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

 

Det er imponerende kræfter, der er på spil, når plaststøbevirksomheden Idé-Pro Skive A/S i sin nye afdeling i Glyngøre om lidt går i gang med at støbe op til 40 kilo tunge plastemner i sin nye maskine.

Som et hjerte i den nye produktionsafdeling står en kæmpe sprøjtestøbemaskine, der undervejs i støbningen kan presse ind på støbeformene med 4000 ton. Det gør den til Nordeuropas største støbemaskine, fortæller medejer af virksomheden, Morten Nors, som også selv bor i Glyngøre.

Den store maskine, der også selv vejer adskillige ton, er blevet sat ned i en grav i en af de store haller på den gamle fiskefabrik. Idé-Pro og Skov A/S købte sidste år hver sin bygning i den samlede bygningsmasse på 18.000 kvadratmeter, som Royal Greenland gerne ville af med i Glyngøre, og for Idé-Pro er den mellemliggende tid gået med at få arealerne til at passe til virksomhedens fremtidige behov.

Nabo glæder sig

Hos Skov glæder direktør Jørgen Yde Jensen sig over sin nye nabo.

- Idé-Pro er med i udviklingen af de ting, vi laver. Vi skal bruge deres viden om sprøjtestøbning. Det skal vi udnytte, og det gør vi, siger han.

- Vi har arbejdet sammen med Skov i 20 år. I vores lokale fundament er Skov en af vores store kunder, og den er med til at lægge basen for vores virksomhed. Vi har to store, lokale kunder: Vikan og Skov. Skov er katalysator for, at er vi er gået i gang med det her projekt, fortæller Morten Nors, der dog også øjner andre kunder til blandt andet de store støbeemner.
 
Udvidelsen i Glyngøre er den største enkeltstående udvidelse med knap 12.000 kvadratmeter på én gang. Og så har Morten Nors endda sikret sig muligheder for at udvide yderligere ved at købe 3,5 hektar jord af Skive Kommune på en grund, der støder op til den gamle fiskefabrik.

- Så nu har vi små 70.000 kvadratmeter her og 40.000 kvadratmeter i Skive. Ved at købe ekstra jord her ville vi sikre os, at vi ikke kommer til at stå i samme situation, som vi har gjort i Skive, hvor der ikke er plads til at udvide mere, forklarer han.

Men foreløbig handler det om, at de eksisterende bygninger kommer i fuld sving, og her begyndte produktionen allerede så småt 1. juli, da de første medarbejdere - heraf to erfarne folk fra Skive-afdelingen - gik i gang. Det bliver dog ikke ved det.

Skal rekruttere folk

- Inden vi er ude af 2020, har vi en fuldt kørende fabrik med 35 medarbejdere, og det vil være en ren og skær udvidelse af medarbejderstaben. Vi får blandt andet brug for plastmagere og industrioperatører, siger Morten Nors, der er sikker på, at det ikke bliver noget problem at finde.

- Vi bor jo i en af de mest erhvervsvenlige kommuner, og modsat for 20 år siden, så er kommunen virkelig dynamisk i dag, og vi bor i en fantastisk kommune, siger han.

Han bakkes op af direktøren for Skov, Jørgen Yde Jensen.

- Jeg tror absolut ikke, at det er sværere at skaffe kvalificeret arbejdskraft her i kommunen, end det er andre steder, siger han.

Og så påpeger Anders Nors en vigtig pointe omkring placeringen i Glyngøre. Der er nemlig ikke langt fra Thy og Mors til den nordligste del af kommunen, så muligheden for at rekruttere herfra er også gode.

 

 

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Lokalt

Problemer to-tre gange om ugen: Beboere bekymrede over fejl på togbomme Problemer to-tre gange om ugen: Beboere bekymrede over fejl på togbomme

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland