Ritzau Kriminalitet

En mand er død i arbejdsulykke ved metrobyggeplads

En mand har tirsdag aften mistet livet i en arbejdsulykke på en metrobyggeplads ved København.

Det fortæller Michael Andersen, der er vagtchef ved Københavns Politi.

Politiet fik en anmeldelse om ulykken i forbindelse med arbejdet med en ny metro ved Ny Ellebjerg Station klokken 22.25. Det står kort efter klokken 23 uklart, hvad der præcist er sket.

- Der er formentlig et byggeelement, der er faldet ned på ham, siger vagtchefen.

Arbejdstilsynet er blevet tilkaldt for at undersøge nærmere, hvad der er sket.

Desuden er krisehjælp på vej til de personer, som var ved ulykkesstedet, da det skete.

/ritzau/