Gå til hovedindhold
Sport

Endnu en god nyhed: Skive fH har forlænget med 1. divisions topscorer

20-02-2019 KL. 13:21
Empty

Rasmus Kier og Skive fH kunne juble over en ny sejr i 1. division. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

De gode nyheder kommer i en lind strøm fra den lokale håndboldklub Skive fH i øjeblikket. I den forgangne uge var det stregspilleren Daniel Guldsmed og playmakeren Nickolei Jensen, som forlængede deres kontrakter med klubben - og nu er skibonitterne på spil igen.

Denne gang er det 1. divisions suveræne topscorer, højrefløjen Rasmus Kier, som har sat sin signatur på en ny et-årig aftale.

- Jeg synes, vi har gang i et godt projekt, og det tegner til en fin trup næste år også. Jeg har spillet rigtig meget i år, og det er vigtigt for mig at bygge videre på det, siger den 22-årige fløjspiller.

Mulighederne for et klubskifte var til stede, men i sidste ende pegede pilen i Skive fH’s retning.

- Der har været lidt forskellige muligheder, men ikke noget der var helt konkret. Jeg har en fin tryghed her i Skive, og jeg har den rolle, jeg gerne vil have, lyder det fra Rasmus Kier.

Den tredje markante forlængelse i rækken skaber - endnu en gang - glæde på direktør-kontoret hos Peter Andersen.

- Det giver ro i min mave, og det giver ro på bagsmækken. Vi signalerer, at vi er en alvorlig kandidat til en oprykningsplads på et tidspunkt, siger han.

Hele 137 mål har Rasmus Kier banket i kassen i 19 optrædener i denne sæson, og derfor var Peter Andersen også godt klar over, at der skulle ageres på kontraktfronten.

- Der er et hårdt stykke arbejde bag det. Det er ikke noget, som lige kommer - det har været et langt, sejt træk. Vi har vidst, at jo flere mål, han blev ved at lave, jo mere interessant ville han også blive for andre klubber, forklarer Peter Andersen.

Alligevel er det lykkes at nå til enighed, uden skibonitterne har måttet sprænge banken for det.

- Vi bruger stadig ikke penge, vi ikke har - det er vigtigt for mig at sige. Jeg kalder det almindelig snusfornuft, understreger direktøren.

Med skibonitternes kontrakt-bonanza den seneste tid melder spørgsmålet sig om, hvem den næste i rækken kan være.

Tobias Rasmussen har spillet en forrygende sæson i den blå uniform, og Skive fH ser gerne, at han tager en tørn mere i klubben.

- Vi har givet en Tobias en mulighed for også at spille i Skive i næste sæson. Men ligeså vel som med Rasmus Kier er han interessant for andre klubber både i ind- og udland. Som jeg sagde før, bruger vi ikke penge, vi ikke har, så det kan være, det ender med, at vi på helt gammeldags manér bliver overbudt på den samlede pakke, siger Peter Andersen.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Sport

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland