Debat

Et middel mod partiskift og løsgængeri

I en leder 31.3. vender lederskribenten, Ole Dall, sig imod den inflation i løsgængeri, der er for tiden, og tager afstand fra de mange afhoppere og den mentalitet, som de er udtryk for. Jeg er fuldstændig enig med lederskribenten på dette punkt.

Jeg vil gøre opmærksom på, at Enhedslisten er det eneste parti, der ikke tager imod afhoppere, der forlader deres parti i valgperioden, og på den måde bedrager vælgerne fra det parti, som de er valgt for. De kan melde sig ind i partiet, og ved næste valg medvirke til at sætte plakater op, dele foldere ud og endda forsøge at blive opstillet som folketingskandidater på linje med andre menige medlemmer. De kommer ikke automatisk på venteliste til ordførerposter mm til den tid, som det tidligere har været tilfældet i Socialdemokratiet, men de overfører heller ikke hverken anciennitet eller renommé fra deres tidligere virke. Hvis de andre partier fulgte os på dette punkt - mere forlanger eller forventer vi såmænd ikke - så ville det nok virke afkølende på dem, der kan finde på den slags.