Ritzau Udland

EU øger pres på militærstyret i Myanmar med flere sanktioner

EU-landenes udenrigsministre har mandag aftalt flere sanktioner mod Myanmar. Ti personer i militærstyret tilføjes en sanktionsliste.

Desuden er to konglomerater med forbindelse til styret og kuppet i landet sat på EU's sanktionsliste.

- Det er rigtig godt, at vi fik vedtaget de sanktioner. Det har vi arbejdet hårdt for, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) efter mødet.

EU-landene håber med sanktionerne at få styret i Myanmar til forhandlingsbordet. Det siger Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, efter EU-mødet på video mandag.

- Militærstyret fortsætter sin voldelige kurs og fører landet mod en blindgyde. Derfor øger vi presset for at få militæret til forhandlingsbordet, siger Haas.

De ti personer vil få indefrosset midler i Europa, og de vil ikke kunne rejse til EU.

De to virksomheder, som sanktioneres, er Myanmar Economic Corporation og Myanmar Economic Holdings, som tjener penge på handel med forskellige forbrugsvarer, alkohol og tobak.

Sanktionerne begrundes med kuppet og den fortsatte vold mod demonstranter i landet.

De kommer i tillæg til en våbenembargo, som EU vedtog for nylig, og andre sanktioner mod enkeltpersoner i Myanmars militærstyre.

Sanktionerne kan få virkning fra næste uge.

/ritzau/