Gå til hovedindhold
Kultur

Europæisk melodigrandprix aflyst grundet coronavirus

18-03-2020 KL. 15:40
Ben & Tan vandt Dansk Melodi Grand Prix tidligere på måneden og skulle have forsvaret de danske farver ved den europæiske sangkonkurrence i Rotterdam til maj. (Arkivfoto).
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Det europæiske melodigrandprix, Eurovision Song Contest 2020, aflyses grundet coronavirus.

Sangkonkurrencen skulle have været afholdt i Rotterdam i Holland 16. maj med to forudgående semifinaler 12. og 14. maj.

- Det er med dyb beklagelse, at vi aflyser Eurovision Song Contest 2020, skriver European Broadcasting Union (EBU), der står bag arrangementet, på hjemmesiden eurovisionworld.com.

- Situationen i Holland, Europa og hele verden samt hensynet til de medvirkende kunstnere, fans og gæster ligger til grund for beslutningen, hedder det.

Arrangøren skriver, at det har været en svær beslutning at træffe, men at det er nødvendigt i den nuværende situation.

Jan Lagermand Lundme, redaktør for underholdning i DR, har forståelse for, at sangkonkurrencen aflyses.

- Det er selvfølgelig super ærgerligt, også for Ben & Tan, der skulle have været afsted for at forsvare de danske farver i år. Men jeg tror, at alle kan se, at det er den rigtige beslutning.

- Set i lyset af situationen i Europa giver det jo god mening. Lige nu skal alle kræfter bruges på at komme coronavirus til livs, skriver han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Det var duoen Ben & Tan, der med sangen "Yes" skulle have repræsenteret Danmark i Rotterdam til maj.

Duoen vandt Dansk Melodi Grand Prix 2020, der blev afholdt 7. marts i Royal Arena.

Også på daværende tidspunkt kastede coronavirusset en skygge over arrangementet, da det nationale melodigrandprix blev afholdt uden publikum.

Planen er ifølge EBU at skubbe den europæiske sangkonkurrence til 2021 - fortsat med Rotterdam som værtsby.

Holland har ligesom mange andre lande indført restriktioner for forsamlinger for at mindske spredningen af coronavirus.

Der er således indført forbud mod forsamlinger på 100 personer og derover. Det gælder i første omgang marts.

Ifølge Johns Hopkins University, der overvåger udbredelsen af coronavirus, har antallet af konstaterede coronasmittede i Holland passeret 2000. Virusset har indtil videre kostet 58 personer livet i Holland.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland