Lufthavn i Tornerosesøvn

Udgivet:07. december 2022, 11.42

Læsetid:2 minutter

Michael Højbjerg skriver om Midtjyllands Lufthavn.

Af Michael Højbjerg. tidligere SAS stationschef i Karup Lufthavn Ved Kanalen 20, Karup

1 år siden

TRANSPORT Fredag den 9. december 2022, stopper flytrafikken fra Karup til København. Meget usikkert om trafikken kommer i gang igen. Dermed forsvinder underlaget for Midtjyllands Lufthavn, da man kun har trafik til København. Sørgeligt nok, efter 57 år.

Man kan undre sig over hvorfor den lufthavn i Jylland, der har det teoretisk bedste befolkningsunderlag må lukke. De ni kommuner som ejer Midtjyllands Lufthavn har lidt over 530 tusind indbyggere, medens Aalborg blot har 423, Billund 479 og Aarhus 356 tusind.

Karup var klart den tredjestørste provinslufthavn tilbage i 80-erne og 90-erne. Man fik også et kort løft i 2010-2011 da Norwegian en tid gik ind på Karup-ruten for at udkonkurrere Cimber Air. Men langt før corona, faldt passagertallene drastisk og de er ikke kommet i gang igen efter corona. Lufthavnen har også en god praktisk beliggenhed på en militær flyvestation, en vel fungerende terminal og mange andre gode faciliteter. Til trods for de gode forudsætninger, hvorfor sidder vores lufthavn i Karup tilbage som sorteper, medens de andre allerede har genopbygget deres trafik til niveauet før corona, og mere til?

Måske er det indstillingen hos de forskellige politiske bestyrelser gennem årene, og den nu forhenværende lufthavnsdirektør, der har været totalt forkert. Alle har ensidigt talt om hvor vigtig lufthavnen er for det lokale erhvervsliv og at politikerne kan komme til møder i København. Ingen har talt om almindelige midtjyders lyst til, og behov for at komme ud i verden på ferie, og ingen har snakket om at både erhverv og private kan komme ind til Midtjylland på ferie, messer og forretning. Samtidig er det en kendsgerning, at erhvervslivet i hele Skandinavien ikke flyver så meget mere efter corona. Man mødes på en internetforbindelse til møder, og pendlere har flere hjemmearbejdsdage og endelig holder selskaberne igen på deres rejsebudgetter.

Tidligere har der være mange privatrejsende og rejsende udefra, men disse er nu for stor del væk. Delvis fordi man ikke længere har en nem transport til og fra byerne omkring Karup til en rimelig pris. Det er lidt underligt at bestyrelsen ikke har øje på det, da hver afrejsende betaler det samme i passagerafgift til lufthavnen, uanset formålet med rejsen. Så hvorfor kun koncentrere sig om en lille del?

Succesen hos nabo lufthavnene ligger for en stor del i at man fokuserer på både privat, ferie- og arbejdsrejser for stærke flyruter. Når arbejdsrejser svigter, så burde man satse på mere private og ferierejsende. Kan man oprette ruter for private, vil det også oftest give nye muligheder for erhvervet!

Lufthavnen i Karup har stadig et godt underlag at bygge på og det kan og SKAL udnyttes for en overlevelse! MEN det kræver at bestyrelsen umiddelbart tager andre briller på, og ser muligheder frem for begrænsninger.

Kan/vil man ikke det, så må man give plads til en professionel bestyrelse der kan arbejde for hele det transportbehov befolkningen i området har! Det kan kun gå for langsomt!

Jo længere tid der er lukket, jo sværere vil det være at komme tilbage, og så vil man smide det der møjsommeligt er opbygget gennem 57 år, uden kommunale tilskud, ud til ingen nytte!

Indlæser debat