Leder: Forsvarligt forsvar, Mette F. og Skive

Udgivet:31. maj 2023, 10.14

Læsetid:3 minutter

Chefredaktør Ole Dall.

4 måneder siden

143,2 milliarder kroner!

Det er dog en slags penge, og det er regeringens forsvarsudspil, at bruge de mange ekstra milliarder kroner de kommende 10 år.

Danmark skal have et forsvarligt forsvar, og den sikkerhedspolitiske situation tilsiger, at vi bør og skal bruge langt flere midler til forsvaret end hidtil. Der var en tid - efter Murens fald - hvor der med god grund kunne høstes en fredsdividende med forsvars-besparelser, men nu er der krig i Europa. Danmark skal støtte Ukraine - og vi skal sikre vores eget land med et stærkt forsvar, som samtidig er en del af Nato-sammenholdet for frihed og sikkerhed.

Danmark har lovet at komme op på at bidrage med to procent af bruttonational-produktet til forsvaret. Det var tidligere planen at nå det i 2030, og det lød ikke så imponerende. Nu er der så fundet en måde til at komme hurtigt op på de to procent. Det sker ved at afsætte store milliard-beløb til Ukraine-fonden - militær støtte - i år og næste år. Henholdsvis 7,5 milliarder kroner ekstra i år og 10,4 milliarder kroner næste år.

Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg har bekræftet, at militær støtte til Ukraine regnes med i de to procent, så når Danmark møder frem til Nato-topmødet midt på sommeren kan vi altså forventeligt både berette om, at de to procent snart er nået - og at i alt 143,2 milliarder kroner over 10 år sættes af til at styrke forsvaret. Det vil i givet fald også styrke Mette Frederiksens muligheder for at blive Stoltenbergs efterfølger - hvis hun er interesseret.

Forsvarsforhandlinger går nu i gang mellem regeringen og partierne, og der må forventes - og håbes på - et meget bredt forsvarsforlig. Enhedslisten - med en meget slingrende holdning til både Nato og dansk militær - bliver næppe forligsdeltager, men ellers bør det være muligt at få alle eller næsten alle øvrige partier med.

Støtte til Ukraine, forbedringer af dansk forsvar, flere værnepligtige og nye våben-investeringer er med den nye sikkerhedspolitiske situation fornuftigt og nødvendigt. Det vil et stort flertal af partier samles omkring.

Som noget nyt bliver der tale om et såkaldt »rammeforlig«, hvor man bliver enige om den økonomiske ramme for forsvaret de næste 10 år, og derefter skal forligspartierne så løbende beslutte, hvordan pengene skal bruges - hvad der skal investeres i og så videre.

Det giver mening, for det handler også om at være grundige og undgå fejlinvesteringer. Det tager tid - ofte år - fra man bestiller våbensystemer til de leveres. Der skal også sikres modernisering af kaserner, og der skal tages beslutning om værnepligten - længde og om der skal være kvindelig værnepligt.

Skive har en moderne kaserne med vigtige opgaver, og det må forventes, at øgede forsvarsudgifter helt naturligt også vil betyde positive satsninger i job og materiel for Skive Kaserne. Under Skivemødet fastslog den fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V), at der bliver flere ansatte på midt-og vestjyske kaserner - naturligvis uden at kunne sætte tal på, hvor mange ekstra ansatte der skal være i Skive. Det skal vise sig.

O.D.