Leder: Skal skolen lukke, når byen skrumper?

Det går stille for sig, men i øjeblikket er politikerne i Skive Kommune i gang med at finde ud af, om det er på tide - igen - at tilpasse skole- og børnepasningsstruktur til børnetallenes forventede (faldende) udvikling.

Den slags er der kommunegaranti for ballade omkring. Måske derfor den påfaldende tavshed, mens arbejdet pågår.

Det er de ikke så muntre fremskrivningsmodeller for børnetallene i kommunen, der er det triste bagtæppe for situationen.

Modellerne savner tro på, at Skive Kommune trods »RENT LIV« og mange andre fortræffeligheder formår at vende udviklingen på børneområdet i de kommende år. Sådan er det med fremskrivningsmodellerne. De forholder sig først og fremmest til allerede eksisterende tal.

»Og det er jo meget godt. Men betyder det så, at vi bare skal kaste håndklædet i ringen og lade dem blive til selvopfyldende profetier. Nej!« Lød det i efteråret med lidt andre ord fra en gruppe af borgere i Salling.

Problemet er bare, hvilke tal, man fra politisk hold så skal forholde sig til, hvis man skal tegne en økonomisk forsvarlig fremtidsmodel af skole- og børnepasningsområdet.

Den kommunale økonomi er under pres i øjeblikket. Det gælder for så vidt i hele landet. Dels fordi andelen af ældre udenfor arbejdsmarkedet stiger. Og fordi kommunerne samtidig også mærker stigende udgifter til andre grupper i samfundet, som har brug for hjælp på grund af forskellige, særlige behov.

En del af de kommunale konti går jævnligt i minus, og så skal der findes nye millioner for at få tingene til at hænge sammen.

Derfor kan det ende med blive en det en risikabel kurs ikke at foretage sig noget på skole- og pasningsområdet - i forventning om at tallene vil rette sig, fordi det takket være vores allesammens fælles indsats vil gå op for flere og flere, at de bør etablere sig på Skiveegnen. Med børn, forstås.

Det betyder ikke, at indsatsen blandt ildsjæle i landsbyerne er ligegyldig. Men man er nødt til at se tegn på at den virker for at kunne lave fremskrivningerne om.

En del af dilemmaet for de tavse politikere er selvfølgelig også, at de meget gerne vil undgå at være med til at slukke lyset i nogle af kommunens byer. For hvis man lukker skolen eller reducerer pasningsmulighederne, så er man måske også med til at lukke købmanden (hvis den da er der endnu ...) - og med til at »lukke« landsbyen for børneliv.

En måde at få enderne til at mødes, så ingen bliver alt for utilfredse, kunne være at finde en form for kompromis, hvor man undlader at pille alt for meget ved området - uden at det koste alt for meget ekstra, at skolebørnene for eksempel er fordelt på flere skoler, end der ret beset er brug for.

Men den løsning er heller ikke uden minefelter, fordi det er svært at undgå meromkostninger pr. elev til drift af små skoler. Klasserne bliver mindre, og der bliver flere bygninger at vedligeholde, end elevtallet tilsiger. Skal man finde pengene til det i et stramt budget, har man så penge nok til at tilbyde alle eleverne i kommunen den kvalitet i undervisningen, som de og fremtidens samfund, har brug for?

Der er ikke frygtelig mange kilometer fra Skives Kommunes sydøstlige grænse til man når Silkeborg Kommune. Her er problemet det stik modsatte. Børnefamilier bosætter sig i et sådant tempo, at kommunen dårligt kan følge med på pasnings- og skoleområdet.

Det er paradoksalt, at forskellene kan være så store i et land med så små afstande. Nok så fremragende kommunal markedsføring og lokale foregangsfolk kan forsøge at rette op på skævvridningen, men der er også brug for en ihærdig og vedvarende indsats fra landspolitikerne, hvis »flugten« mod øst skal bremses.

Det er en lang og sej kamp, som mange gode kræfter kæmper. Men så længe landets befolkningsmæssige tyngde fortsætte med at tippe yderligere mod øst, står de lokale politikere med at tungt ansvar for at vælge de rigtige løsninger til den rigtige pris for at holde kommunens serviceniveau højt og dens byer i topform.

Det er ingen misundelsesværdig opgave.

TJ