DET ER DIT VALG - KV21

Fortsættelse af »krimi« …

13. oktober 2021, 10.38

Annie Kaagaard Kristensen

ÆLDREOMRÅDET Jeg mener at huske, Preben Andersen tidligere har sagt, der skal mindst være 24-25 pladser på et plejehjem, for at det kan hænge sammen økonomisk, hvordan kan I så forsvare at nedjustere til 20 eller mindre, det vil jeg gerne vide? Er det mon med henblik på, at alle de små plejehjem i de små landsbysamfund med tiden skal nedlægges, eller hvad har I af planer for fremtiden med dem?

Vi i Nye Borgerlige vil arbejde for at beholde de små enheder, gøre alt for at forbedre vilkårene for de ældre, og arbejdsmiljøet for de ansatte og få lederne tilbage til hver enkelt enhed, det vil give ro og tryghed hos alle. Der skal mange flere penge på bordet, så vi kan skabe hyggelige ældre- og plejehjem ja skønne oaser, der oser af omsorg, empati, kærlighed, respekt og forståelse rundt i yderområderne. Så vore ældre og personalet igen får kvalitet for pengene.

Ifht de 13 høringssvar der er kommet ind ... tænk at ældreudvalget og byrådet bare kan skrotte de høringssvar, som alle i ældrerådet, ledere, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter mfl. har siddet i flere timer (hvad har det ikke kostet i arbejdsløn?) og meget seriøst drøftet og udfærdiget et skriftligt høringssvar, som I så fuldstændigt negligerer ... Ja, knap nok har læst, det er arrogance af værste skuffe.

Tænk at I synes, I kan tillade jer at have den holdning, at I ved bedre end alle de mennesker, der til dagligt arbejder indenfor området. Alle disse mennesker som virkelig brænder for arbejdet ifht ældreområdet, Ældrerådet bruger deres sparsomme fritid på at sidde i dette råd og uden løn, og så giver I dem sådan en behandling. Jeg håber virkelig at alle ansatte på området, vil tænke på dette svigt, når de skal sætte deres X til valget. Jeg arbejder selv indenfor hjemmeplejen og har været tillidsrepræsentant, så jeg ved, hvor meget arbejde der ligger i et høringssvar. Jeg håber, I derude vil sætte jeres X hos mig, jeg vil kæmpe for at få ændret ældreområdet til det bedre, og bibeholde de små enheder i vore yderområder. Jeg elsker mit job som social- og sundhedsassistent, og brænder virkelig for mit arbejde - men der skal ske en bedring på området, så vi kan fastholde de medarbejdere, vi har, flere og flere går på efterløn/pension lige så snart det er muligt, andre skifter job da mange ikke orker systemet mere, det er virkelig trist, det gør ondt helt ind i hjertet.

Husk dette når du skal sætte dit X tak.

Indlæser debat...