Leder: Kampvogne - og svindel-oprydning

Udgivet:01. februar 2023, 12.14

Læsetid:3 minutter

1 måned siden

Krig er forfærdeligt. Ufatteligt mange ofre, menneskelige lidelser og smukke byer forvandlet til ruiner. Sådan er situationen i Ukraine, der senere i denne måned har været under militært angreb fra Rusland i et helt år.

Det er Putins og Ruslands ansvar, at der igen er krig i Europa. Ruslands invasion og krigen mod Ukraine er en blodig ugerning - forfærdeligt at Putin bare tror, at han kan gå på erobringstogt i et frit og selvstændigt Ukraine og påføre landet så mange lidelser.

Ukrainerne kæmper tappert for deres land og deres frihed - og man bliver støttet fra Vesten. Det er også nødvendigt, og støtten må øges. Det kan blive en lang krig, og Rusland må ikke vinde krigen, for det må ikke belønnes, at man aggressivt med krig invaderer et andet land.

Hvis Ukraine skal have en chance for at vinde krigen, må landet støttes yderligere både militært og humanitært. Og man kan håbe, at der internt i Rusland - trods landets manglende ytringsfrihed - vil komme et voksende pres på Putin for at få stoppet krigen. Og pres på at stoppe Putin som leder. Titusindvis af russiske forældre mister deres sønner, der kommer hjem i kister. Og det sker efter, at de fik at vide, at de skulle deltage i en special-operation og ikke en krig mod et andet land.

Den danske statsminister, udenrigsminister og forsvarsminister var forleden i Ukraine og mødte blandt andre den ukrainske præsident, Zelenskyj. Danmark har lovet at levere 19 nye Caesar-kanoner, når vi snart får dem leveret fra Frankrig - et godt bidrag men ikke nok. Ukraine har desperat brug for moderne kampvogne, og efter at Tyskland har lovet at levere Leopard-kampvogne og givet grønt lys til, at andre lande kan levere de tyskproducerede kampvogne, er der ved at blive etableret en hel kampvogns-alliance, der skal hjælpe Ukraine. Det forlyder, at man nærmer sig 300 kampvogne i støtte. USA bidrager også med andre moderne kampvogne.

Danmark har 44 Leopard kampvogne - 14 af dem er i Estland. Det er fint at sende et signal om støtte til Nato-landet Estland, men det land tør Putin næppe angribe, for så vil det - med Estland som Nato-medlem - udløse Natos’ »én for alle - alle for én« doktrin, som indebærer, at et fjendtligt angreb på ét Nato-land opfattes som et angreb på alle Nato-lande, så Nato dermed slår hårdt og hurtigt tilbage.

Det er Ukraines ulykke, at landet ikke er medlem af Nato, og at det derfor er en indirekte støtte Nato-lande leverer til Ukraine og f.eks. ikke tropper. Men når Ukraine nu råber på flere moderne kampvogne, bør Danmark selvfølgelig også bidrage. Eventuelt ved at overføre de 14 kampvogne fra Estland.

Humanitær hjælp til Ukraine skal også i fokus. Og mens Ukraine hjælpes skal der også tilskyndes til fortsat og øget oprydning i det ukrainske samfund, som desværre er ramt af årtiers korruption. Ukrainske medier har afsløret korruption, og flere viceministre og guvernører blev i sidste uge afskediget. Den slags oprydning skal forstærkes, så Ukraine kan vinde ny respekt på et område, hvor landet længe har haft problemer.

O.D.

Indlæser debat