Tidligere SIK’er sprudlede: Frederik Brandhof blev matchvinder foran 19.000 tilskuere

AGF’s 1-0-sejr over AaB mandag blev sikret på aarhusianernes præmis, mener cheftræner David Nielsen

19. oktober 2021, 13.01

AGF-træner David Nielsen og målscorer Frederik Brandhof havde en herlig aften på Ceres Park i Aarhus. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FODBOLD Den tidligere SIK-spiller Frederik Brandhof leverede en stærk præstation for AGF mod AaB. Brandhof begyndte sæsonen skadet, men han har efterhånden tiltvunget sig en plads i startopstillingen.

I kampen mod AaB betalte han tilbag på tilliden ved at score sit første mål for AGF på en udsolgt hjemmebane.

- Det var en aften, som jeg personligt ikke kommer til at glemme, fordi jeg scorede mit første superligamål i det hele taget.

- Jeg synes, det var en helt vild kamp og en vanvittig kulisse med så mange fans, siger den 25-årige AGF-målscorer.

I alt er der plads til 19.300 tilskuere på Ceres Park, men mandag aften måtte flere fans gå forgæves, da AGF lukkede portene, da stadion var fyldt.

Derudover virkede det også til, at der ved flere indgange var blevet lukket for mange ind, da flere fans blev guidet ud på løbebanen på stadion for at gå til en anden sektion. Over 1000 blev sendt i Tivoli Friheden for at se kampen dér.

Episoden er ikke enestående for AGF, som den 20. oktober 2019 lukkede knap 22.500 mennesker ind til en superligakamp mod Silkeborg.

Ikke den flotteste offensiv

Cheftræner, David Nielsen, glædede sig over, at kampen mod Superligaens nr. 3 forløb præcis, som han havde ønsket.

- Det blev på vores præmis, og vi sprudlede og var fuldstændig upåvirkede af et 0-4-nederlag til FC Midtjylland i sidste runde. Det var lige, som jeg ville have det.

Offensivt var det ellers ikke, fordi AGF var sprudlende, og hjemmeholdets første reelle chance var Frederik Brandhofs matchvindermål på et hurtigt aftræk efter en elegant bryst-aflevering fra Patrick Mortensen i første halvlegs sjette tillægsminut.

David Nielsen mener dog, at man sagtens kan sprudle, selv om man ikke nødvendigvis spiller verdens flotteste offensive fodbold.

- Fodbold består af andet end at komme frem til chancer. Vi mødte et hold, som med en sejr over os kunne være gået 12 point foran os, og for mig er det at sprudle, at vi lukkede fuldstændig ned i løbet af kampen.

Nielsens trænerkollega fra AaB Marti Cifuentes så ligeledes en kamp, hvor AGF fik tingene som ønsket.

- Vi havde snakket om hele ugen, at det var den her slags kamp, som AGF ville spille med mere fysik, flere overgange og mange andenbolde.

- Vi ville gerne spille bolden med et højt teknisk niveau, men det lykkedes vi ikke med, og vi havde alt for mange tekniske fejl, siger han.

/ritzau/

Indlæser debat