En stille undren over parkeringsregler

15. september 2021, 10.18

Thue Grum-Schwensen

SUNDHED Patienter, der skal have gennemført planlagte operationer af blandt andet hofter og knæ, drager fra Skive, Viborg og Silkeborg Kommuner til hospitalet i Silkeborg. Silkeborg har et godt ry for disse operationer, og da de tre kommuner hører sammen i Hospitalsenhed Midt, er det både godt og rigtigt.

Men hvorfor er parkeringsreglerne vidt forskellige på hospitalet i Viborg og det i Silkeborg. I Viborg er der gratis parkering. Den første time er gratis - og hvis man skal bruge længere tid kan man på en tablet registrere bilens registreringsnummer og dermed få lov til at parkere længere.

I Silkeborg er der betalingsparkering med enten kort eller kontanter. Mobilepay - hvor der andre steder kun betales for den tid, der parkeres - er vist ikke en gang en mulighed.

Sundhedshuset i Skive og hospitalerne i Viborg og Silkeborg hører sammen i Hospitalsenhed Midt. Så kunne reglerne for parkering vel også være ens. Netop brugere og patienter bør vel alt andet lige have mulighed for gratis parkering. Desuden bør folk, der ikke er vant til tablets og computere - og de findes - også have mulighed for at få hjælp til at registrere deres bil.

Måske ikke verdens største sag, og jeg ser da også gerne, at man kan bruge andet end bil, også når man skal på hospitalet. Men det er ikke altid muligt.

I hvert fald er der plads til en stille undren: Hvorfor er reglerne ikke ens?

Indlæser debat...