Mindeord over Henning Baadsgaard Sørensen: En mand med høj intelligens og hænderne skruet rigtig på

2. august 2021, 13.56

Henning Baadsgaard Sørensen.

Vi har modtaget følgende mindeord over Henning Baadsgaard Sørensen, Norgårdsvej 13, Skive. Han blev 73 år

Man er jo ikke helt dum bare fordi man kommer fra Grønning. Nej, den fordom fik du skudt til hjørne, for der sad et godt hoved på dig, og du havde en viden om stort set alt.

Du var god til at forstå og havde en stor interesse i at lade dig fortælle og lære af verden omkring dig.

Det gjorde også, at mange spurgte dig til råds. Om det så omhandlede matematik, hushandel, aktier eller reparationer, så kunne du det bare. Sådan var du. En mand med høj intelligens og hænderne skruet rigtig på. Det viste sig også igennem alle de projekter, du og mor udfordrede gennem årene med udlejningsboliger, sommerhuse, biavl, fiskekutter osv. osv.

I var selvkørende og hyrede ikke håndværkere. I vidste, at I kunne og satte en ære i at gøre tingene selv. Det gik bedst, hvis dem omkring dig havde samme mentalitet, så - »kan du arbejde og vil du arbejde« var en af dine mange gentagne sætninger - og hvis ikke, så var du klar til at vise dem hvordan.

Du voksede op i Grønning, lidt udenfor Skive, på en lille ejendom sammen med din mor, far og lillebror Jørgen. Du besluttede i en tidlig alder at du ville ud i verden og have en uddannelse. Først Nykøbing Gymnasium og herefter Skive Seminarium. Måske vidste du allerede dengang, at du havde evner til at give fra dig og omfavne andre. Du sad aldrig stille og bevægede dig ivrigt ud i byens ungdomsliv. Her mødte du dit livs kærlighed. Unge Hanne som faldt for dit flotte udseende og charme. Ja, for du var en flot mand med god højde og statur. I udlevede ungdomslivet på blandt andet Tarantella med de venskaber, det var blevet til igennem årene.

Skive fH fik en stor plads i dit hjerte. Du elskede håndbold, spillede selv, men var også dommer. Du var god til at have overblik og var bestemt i dine afgørelser. Det kunne ikke diskuteres!

Åh, diskussioner, det var ikke dig. Når du mente, at nu var det nok og andre blev ved, ja, så var man ikke i tvivl om, hvad du tænkte. Der blev rystet på hovedet, hånden blev viftet op i luften, og hvis det stadig ikke stoppede, ja, så gik du.

Du var din egen og folk måtte tage dig, som du var. Du indeholdt noget, som folk kunne lide, og du betød noget for rigtig mange. Du havde evner til at været tilstede og tage folk, som de var. Det viste sig også gennem årene, hvor du var passioneret lærer på Resen Skole. Ja, læreren med kendetegnene tophue og træsko. Du var med til at etablere Dalbygård, samarbejdede med SSP og var UU-vejleder.

Du havde en næstekærlighed til at støtte og hjælpe unge på rette vej. Du ville alle det bedste og gav mange råd også til os børn. Vi lyttede, og vi lærte, og vi husker dem, så tak for det. Selv de gode fif om brun sovs og om at få lidt til mere.

Du evnede at se ideen ved et køb og handle med overskud. Du brugte derfor også meget tid på at lære os betydningen af penge, at man skal passe på dem og forstå værdien af dem. For de er gode at have, sagde du altid, men det skal ikke stige en til hovedet. Du brød dig ikke om folk, der målte andre på deres formue. Nej, at kunne gå til folk med træsko på, ligesom man er, ja, det er de mennesker, der er noget værd.

Der var mange ting der skulle prøves, der var ikke mange begrænsninger. Mor og du rejste Europa tyndt med og uden børn. Det har givet mange spændende og mindeværdige oplevelser.

Du var slet ikke færdig med at leve, og der var flere ting, du ville nå. Men kræften sneg sig mere og mere ind og tog magten efter to års sygdom. Du kæmpede og fik alt ud af den tid, der var tilbage, for du vidste godt, at dine dage var talte.

Dine fire højtelskede børnebørn – Dicte, Casper, Gry og Mille - kravlede altid på dig. Du drillede og krammede dem uafbrudt og var altid i godt humør. Du ville så gerne lære dem om livet og sikre, at de kom godt og fornuftigt ind i voksenlivet. Du brugte ofte ordsproget – »jeg kan, jeg vil, jeg gør det«. Du ville, at de huskede det. Du var og er deres helt.

Nu vi tænker på godt humør, så var der det skæve smil. Der er ikke mange billeder, hvor der ikke er et skævt smil, for du kunne ikke stå stille. Du skulle altid prikke eller drille, når der skulle tages billeder. Sådan var du; sjov, glad, drilsk og havde altid en kæk bemærkning til det meste.

Ja, du har bevæget dig meget rundt, ikke mindst med dine mange fritidsjobs fra kontrollør i daværende Skive Hallerne, køkkenassistent på kasernen, solgt øl til Rock Ved Åen og meget andet. Du nød servicefagene, ikke mindst dit sidste seniorjob hos Shellfish i Glyngøre. Mor og dig var et godt team, I spillede hinanden gode. I var høje på den lykke, I selv havde skabt. I fik snakket om tiden, når du ikke vil være iblandt os mere. Derfor fik du også røde roser på kisten, fik sunget dine sange og efterfølgende fik vi smørrebrød, fadøl og lagkage, lige efter dit ønske. Vi skulle ikke græde, vi skulle fejre livet, sagde du. Du nåede at blive 73 år få dage, før du gik bort, og vi holdt din hånd til det sidste. Du efterlader et stort tomrum, og vi savner dig allerede. Men – »Øvelse gør mester«, sagde du altid, ja, så nu vi må øve os på et liv uden dig.

Kære far, vores helt, vores forbillede – vi lyttede til dine råd, og vi lærte af dem.

Louise

Indlæser debat...