
Hver fjerde danske kræftpatient får ikke behandling inden for den aftalte tid, der ellers skal sikre optimal behandling. I Aarhus - i vores region Midtjylland - ventede over 300 tarmkræft-patienter for længe, og de blev ikke engang ordentligt orienteret om patientrettigheder - f.eks. om behandling andre steder, herunder udlandet.
Danmark lancerede tilbage i 2007 den første såkaldte kræftpakke - i øvrigt med Lars Løkke som sundhedsminister - og det blev starten på en række år med fremgang og positive resultater på sundhedsområdet, herunder kampen mod kræft. Men de senere år har regering, folketing og regioner slet ikke udvist rettidig omhu, og vi er endt med en uholdbar situation, som kræver handling.
Mette Frederiksen (S), Lars Løkke Rasmussen (M) og Sophie Løhde (V) lancerede på et pressemøde i går på Rigshospitalet en såkaldt sundhedspakke, hvor der afsættes fem milliarder kroner ekstra om året til sundhedsvæsenet. Der satses nu både kortvarigt og langsigtet på løsninger, og fint med alle initiativer, selvom de kommer for sent, og desværre er der ikke rigtig konkrete bud på, hvornår og hvordan der gøres noget effektivt for at sikre tilstrækkeligt med personale i det danske sundhedsvæsen. Det er et kæmpe problem, som har fået lov til at vokse sig stadig større.
Der mangler sygeplejersker - herunder anæstesisygeplejersker - og det påvirker antallet af operationer. Og der mangler også social- og sundhedshjælpere. En særlig sundhedsstruktur-kommission er nedsat og skal - næste år - komme med forslag. Fremskrivninger til 2030 giver allerede nu en stor ubalance: Voksende mangel på arbejdskraft i sundhedssektoren og i 2030 vil der i forhold til 2020 samtidig være 60 procent flere danskere over 80 år...
Løn, arbejdsvilkår, økonomisk tilskyndelse til øget indsats - herunder flere fuldtidsstillinger, lavere skat på arbejde, flere uddannede medarbejdere og andet vil blive en del af den fremtidige plan.
Her og nu vil regeringen sikre, at en tværregional specialenhed skal overvåge sygehusenes kapacitet - og der skal træffes aftaler med sygehuse i ind- og udland, herunder privathospitaler, så patienter igen kan tilbydes behandling inden for de aftalte tidsgrænser. Og der skal hurtigere reageres på lokale/regionale udfordringer, som man f.eks. har oplevet det i Aarhus i Region Midtjylland.
Situationen er meget alvorlig. Selvom Danmark er i top tre i Europa med sundhedsudgifter pr. indbygger, er vi endt med en situation, hvor livstruende sygdomme undertiden ikke behandles i tide.
Og mens regeringen i de kommende år vil lade ekstra milliarder rulle til sundhedssystemet, er det relevant, når regionsformand i Region Midtjylland, Anders Kühmau (S) påpeger, at det jo er et paradoks, at landets regioner lige nu og her sidder med sparerunder, der kan koste medarbejdere og gøre det endnu sværere at rekruttere det nødvendige personale.
Regeringen bør i forhandlinger med regionerne sikre, at man straks får forbedret regionernes muligheder for både at fastholde og tiltrække ny arbejdskraft til hospitaler og sundhedsvæsen.
O.D.
Indlæser debat