Gå til hovedindhold
Lokalt

Fælles front: Kommuner går sammen for at få udvidet Rute 26 og 34

13-06-2018 KL. 08:48
Empty

Rute 34 skal udvides, og det samme skal ske med Rute 26, mener kommuner, der nu danner fælles front. Arkivfoto

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Thisted, Morsø, Skive og Herning kommuner danner en fælles komité for udvidelse af Rute 26 og 34 mellem Hanstholm til Herning

Det sker efter et møde mellem de fire kommuners borgmestre i sidste uge, og målet er at koordinere indsatsen for at få koblet kommunerne effektivt til det jyske motorvejsnet

En fælles, koordineret indsats fra Thisted, Morsø, Skive og Herning kommuner skal nu virkeliggøre et mangeårigt ønske om at styrke infrastrukturen til gavn for alle involverede. Målet er en opgradering med en 2 + 1-forbindelse - en optimal løsning, som kan kobles på det eksisterende motorvejsnet ved Herning.

Det er en sag, især kommunerne i det nordvestjyske har arbejdet med i mange år. Men der er hård konkurrence om at tiltrække statslige investeringer til infrastruktur i Danmark.

Det nye samarbejde giver en politisk styregruppe og et sekretariat hos Morsø Erhvervsråd. Efterfølgende etableres en komité med erhvervsliv, organisationer og politikere som medlemmer.

Erhvervslivets konklusion er entydig. Den trafikale infrastruktur har stor indflydelse på, om væksten hæmmes eller fremmes, og om virksomhederne klarer sig godt. I de kommende år er arbejdskraftens mobilitet og hurtig transport af varer de centrale emner.

- Selv få minutters forskel i en leverance kan have stor betydning for konkurrenceevnen. Specielt for virksomheder i Thisted, Mors, Skive og den del af Herning Kommune, hvor infrastrukturen trænger til en forbedring. Vi gør nu en ekstra indsats, som også vil involvere vore lokalt valgte folketingsmedlemmer. Beslutninger om investeringer i infrastruktur træffes som bekendt på Christiansborg, siger Peder Christian Kirkegaard (V), Skive Kommunes borgmester.

- Det er afgørende vigtigt for et Danmark i bedre balance og for den fremtidige samfunds- og erhvervsudvikling, at det trafikale hængsel fra Hanstholm til Herning fremtidssikres og kobles på motorvejsnettet, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen (V), Morsø Kommune

- Det ligger os meget på sinde, at vores nye initiativ bliver et fælles anliggende på tværs af kommuner og på tværs af interessenter. Derfor vil alle med interesse i projektet blive inviteret ind. Trafikal infrastruktur er den vigtigste rammebetingelse for den fremtidige udvikling. Det viser alle analyser. Erhvervslivet har i mange år udpeget netop dét område som det vigtigste. Det kvitterer vi nu for ved at investere i vor egen fremtid med en kraftig opgradering af indsatsen, siger borgmester Ulla Vestergaard (S), Thisted Kommune

Herning Kommune er allerede koblet til motorvejsnettet, men har alligevel engageret sig i arbejdet for forstærkning af statsveje i det nordvestjyske.

- De sidste små strækninger på det eksisterende motorvejsnet rundt om Herning skal færdiggøres, og en videreførsel af motorvejen sydpå til Billund og Lunderskov samt forbindelsen til Ringkøbing kræver også vores prioritering. Men det ændrer ikke på, at vi anerkender behovet for hængslet Hanstholm til Herning. Derfor er vi med i den fælles indsats, siger Herning Kommunes 1. viceborgmester Anne Mette Bang Rasmussen (V).

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland