Gå til hovedindhold
Kultur

Fællesskab på nye måder: Naboer synger sammen - men på afstand

21-03-2020 KL. 11:29
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

 

Også på Skiveegnen blev der sunget fællessang fra åbne altandøre og haver fredag morgen i forbindelse med det landsdækkende arrangement »Danmark Synger« med dirigent og tv-vært Philip Faber fra DR ved klaveret til dagens morgensang.

Et af de steder var Andelsboligforeningen Asgård i Skive, hvor blandt andre mor og datter, Anette Sørensen og Selma Schmidt, sang fra deres åbne franske altandør i nummer 23 med god afstand til naboerne i nummer 19, Marianne Warburg og Ejgil Brun Kristensen, der også slog altandøren op og sang med.

Og ovre i nummer 41 - mange meter væk i den anden ende af bebyggelsen - stod også Bodil Jacobsen klar til at stemme i, mens Charlotte Hannibal fra nummer 9, samt Folkebladets udsendte, der bor i nummer 1, lyttede med fra græsplænen, da naboerne sang fire sange, blandt andet »Hvor du sætter din fod«, mens der blev spillet for fra DR1 og P2 inde fra stuerne.

Ideen bag arrangementet er: »Når vi synger sammen, hører vi sammen. Også når vi holder afstand. Vi synger fra åbne vinduer, fra altaner og fra haver. Sådan kan vores stemmer bygge bro og knytte os sammen i en tid, hvor vi må bakke op om fællesskabet på nye måder.«

Denne fredag var kun en lille flok af naboerne fra Asgård med - flere skal stadig passe arbejdet på deres arbejdsplads, andre er sendt hjem for at arbejde. I en husstand var der også videomøde med kollegerne præcis klokken 9, fordi det passer med, at der på det tidspunkt sendes live fra Randers Regnskovs skoletjeneste, og så kan forældrene få et møde klaret, mens deres hjemsendte skolebørn ser med der.

Næste fredag slår flere af naboerne igen altandørene op for at synge sammen som en del af det landsdækkende arrangement, som indtil videre 35 aktører står bag, blandt andet DGI og Det Kongelige Teater.

 

 

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Kultur

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland