Gå til hovedindhold
Lokalt

Familie kan ikke få pengene tilbage for corona-aflyst ferieophold: »Jeg synes ikke, det er moralsk rigtigt«

23-05-2020 KL. 19:12
Empty

Grethe Breum har tilbudt et erstatningsophold på Hesthave til familien Pedersen i december. Men de får ikke lejen tilbage, for hun har retten på sin side. Arkivfoto

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Syv runde fødselsdage i Poul Verner Pedersens familie skulle have været fejret med en uges ophold på Hesthave mellem Krejbjerg og Rødding, men da coronaen fik Mette Frederiksen til at lukke Danmark ned, valgte familien at aflyse turen.

- Vi skulle have været af sted fra tirsdag før påske til tirsdag efter påske, men vi var noget utrygge ved at skulle samles 29 mennesker fra hele landet, når Mette Frederiksen og dronningen nu gik ud og sagde, at vi skulle blive hjemme og ikke tage i sommerhus. Derfor valgte vi at aflyse, siger Poul Verner Pedersen, Tøndering.

Derfor måtte familien også bryde kontrakten med indehaver af Hesthave, Grethe Breum, cirka to uger før opholdet skulle have fundet sted, og ifølge Poul Verner Pedersen havde hun udvist forståelse for situationen.

- Hun sagde, at havde det været hende, ville hun heller ikke være taget af sted, fortæller hun.

Så langt var de to parter nok enige, men derfra stopper enigheden.

For familien Pedersen ville gerne have deres penge tilbage for det uudnyttede lejemål, og det ville Grethe Breum ikke være med til.

Hun var med på at tilbagebetale 12.000 kroner i depositum og 5500 kroner for rengøring, men lejen på 15.500 var ikke til diskussion.

Til gengæld tilbød hun familien, at de kunne få en forlænget weekend fra fredag til mandag i begyndelsen af december, hvis de valgte at genbetale depositum og rengøringspengene.

Det var familien ikke interesseret i.

- Vi smider ikke gode penge efter dårlige. For det første er der jo ikke helt så meget ved at være der i december, og for det andet havde alle jo heller ikke fri til det der, forklarer han.

Familien Pedersen ønskede at leje stedet næste år i påske for den leje, den allerede havde betalt, men den går ikke, siger Grethe Breum.

- Det kan jeg ikke, for jeg kan da ikke undvære de penge næste år. Jeg har masser af udgifter. Jeg tilbød dem at få det nogle dage i december eller januar, for der har jeg alligevel ikke så mange udlejninger, fortæller hun.

Grethe Breum påpeger, at hun har retten på sin side.

- Det her er ikke force majeure, for de er danske gæster, og de kunne bare komme. De måtte gerne være sammen i et sommerhus. Jeg har ikke gjort noget forkert, siger Grethe Breum.

Poul Verner Pedersen erkender, at det sikkert ligger inden for loven, når Grethe Breum beholder lejen, men han har hæftet sig ved, at hun i et læserbrev i Skive Folkeblad den 6. april - altså dagen inden, familien Pedersen skulle være rykket ind - skælder ud over de store sommerhusudlejningsbureauer.

I læserbrevet lyder det sådan her:

»Forståelsen for bureauernes ageren i denne tid kan ligge på et lille sted. De opbygger deres likviditet ved ikke at returnere lejernes penge. De tilbyder i stedet at ombooke eller et tilgodebevis.«

- Men det er jo lige præcis det, hun selv gør, så jeg synes ikke det her særligt moralsk rigtigt, siger han.

Forelagt formuleringen i sit læserbrev forklarer Grethe Breum, at det ikke var sådan en situation som denne, hun hentydede til i sit læserbrev i Skive Folkeblad.

Hendes klage over bureauerne gik derimod på, at de selv beholdt lejen og ikke gav den videre til den sommerhusejer, der skulle have haft den.

Hun føler sig til gengæld truet af Poul Verner Pedersen, som ifølge hende skulle have truet med at lave et læserbrev om sagen.

- Men han kan bare komme efter mig. Jeg vil nyde at lave et læserbrev om det her, siger Grethe Breum.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland