Gå til hovedindhold
Lokalt

Familien fik opkald fra naboer: "Jeres hus brænder!" (video)

15-04-2018 KL. 13:48
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Rigtig mange af de elektriske installationer havde familien Nielsen slukket for, før turen tidligere på weekenden gik til Oddense, hvor familien skulle på besøg.

Alligevel opstod der søndag ved middagstid en tilsyneladende foreløbig uforklarlig brand i huset i Rønbjergparken, hvor familien i nogle år har boet til leje.

- Det er det næst værste mareridt. Vi kan kun glæde os over, at ingen er kommet til skade, siger Casper Nielsen.

Politi, brandvæsen, indsatsleder og flere af byens borgere er fortsat ved adressen i Rønbjerg, hvor alarmen om branden ifølge indsatsleder Jesper Ørum gik klokken 11.37.

Jesper Ørum vurderer, at brandfolkene vil være nødt til at arbejde på stedet resten af dagen for at sikre, at alle gløder er slukket. I løbet af mandag vil politiet sende teknikere til brandtomten i Rønbjergparken i et forsøg på at finde årsagen til, at branden kunne bryde ud.

For familien Nielsen er meget gået tabt. Men værst er det at miste det, som er uerstatteligt:

- Vi havde en masse billeder på computeren, og den stod derinde, hvor det er brændt, siger Casper Nielsen.

Han nikker mod den side af huset, hvor ilden har hærget mest, og hvor brandfolk begiver sig indenfor i røgdykkerudstyr. Tykke slanger sprøjter vandet rundt i det brandhærgede rum, hvor flammer nu og da stikker tungerne frem. Trykket fra vandet kaster små rester af tagkonstruktion op i luften, ud til siden.

- Vi var heldigvis ikke hjemme, da det skete. Naboerne ringede og sagde, at de desværre var nødt til at sige til os, at vores hus stod i flammer. Vi har ikke nogen som helst idé om, hvad der kan have været årsag til branden. For jeg går rundt og tjekker alt og slukker, inden jeg tager hjemmefra. Jeg aner det ikke. Jeg aner det virkelig ikke, og vi har tænkt rigtig meget over, hvad der kan være sket. Det er, som om ilden er begyndt inde omkring fjernsynet. Men det har i hvert fald været slukket. For jeg ved, at det slukker vi altid, inden vi går ud ad døren, siger Casper Nielsen.

Familien blev ringet op klokken 11.50 søndag formiddag. Flere naboer ringede og fik kontakt med hustruen, Tina.

- Tina tog telefonen, og kom hen til mig og sagde, at den var helt gal, vi skulle af sted med det samme. Hun fik ikke lige sagt med det samme, at det var en brand, fortæller Casper Nielsen.

Alle ejendele er væk, konstaterer han. Og han er meget ked af, at det også gælder parrets tre døtres legetøj.

Hvor familien nu skal bo, og hvor de skal sove søndag aften, er søndag eftermiddag endnu uafklaret.

- Men vi må tjekke ind hos noget familie til at begynde med. Så tager vi den lige i morgen. Nu skal vi lige have styr på det her. Vi har heldigvis en indboforsikring, der dækker alt materiale skade. Men minderne, dem får vi jo aldrig igen. Vi havde masser af billeder til at ligge på computeren, og den er brændt. Men vi har da heldigvis lagt pænt mange billeder op på Facebook, siger Casper Nielsen.

Se video fra branden herunder:

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland