Gå til hovedindhold
Sport

Far og boksetræner: Danny kan nå langt mere end jeg

23-11-2017 KL. 14:02
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

 

De er som to dråber vand - men okay, der er en generation imellem: Far Tom Jensen og søn Danny Jensen - ingen kan være i tvivl.

I weekenden hentede 22-årige Danny sin første senior-DM-titel, da han i Roskilde vandt det danske mesterskab i letvægt - efter to sikre sejre.

Men der er lang vej, hvis han amatørmæssigt vil nå lige så meget som far Tom gjorde, nemlig seks jyske titler og tre DM-titler, primært som bokser for Sct. Jørgen i Holstebro.

De seneste fire år har Tom fungeret som træner for sønnen i BK Nordsallings regi - og weekenden var et højdepunkt, og Tøndering-klubben fik sin første danske seniormester siden Claus Børge Nielsens titel i 1988.

- Hvis jeg havde haft Danny evner - eller han havde haft min seriøsitet, siger faderen med et smil - og hentyder til, at han selv havde en livsstil, hvor boksning var et og alt.

Sønnen er også seriøs - men ikke i en grad, som faderen var for 25 år siden.

- Men han kan boksemæssigt nogle ting, som jeg ikke kunne., Han har nogle helt særlige evner, og hvis han gik efter det - hvis det var det eneste, han ville - så kunne han virkeligt nå langt, siger Tom Jensen.

Mesteren selv

Danny selv erkender, at han her og nu ikke har faderens seriøsitet i forhold til at være 100 pct. omkring boksesporten.

- Jeg kan også godt lide at være sammen med kammeraterne i weekenden, og jeg kan lide at spille en fodboldkamp, siger Danny, der bor hos forældrene i Rødding.

Han kalder weekendens DM-sejr karrierens soleklare højdepunkt - 36 kampe og 31 sejre over de seneste år taler for sig selv.

Skulle den rigtige manager dukke op med et prof-tilbud, så vil Danny gerne tale med vedkommende.

- Jeg vil ikke være prof for enhver pris, men kommer der et spændende udspil, så taler vi om det, siger han.

Han er til daglig tømrer hos Steen Ginnerup A/S i Skive - og glad for sit arbejde, selv om det netop nu er koldt om fingrene.

- Jeg havde som helt ung et par diplomkampe, så holdt jeg en pause på nogle år, og da jeg kom hjem fra efterskole, og far blev træner i BK Nordsalling, så begyndte jeg der igen, siger han.

Danny Jensen har en enkelt bekymring her og nu - og det er, at han regelmæssigt har smerte-problemer i sine skuldre.

Men i øvrigt er han enig med sin far - der er 49 år: Faderen var den mest seriøse, men sønnen den bedste rent boksemæssig.

- Hvis vi skulle have en kamp i dag, så ville jeg vinde, forsikrer »knægten«, der nu er Danmarksmester.

Selv om det 29 år siden, at BK Nordsalling sidst havde en dansk seniormester, så er det sket for nyligt lokalt, idet BK Limfjords Ditlev Rossing vandt forrige år.

 

 

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Sport

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland