
Leder: Mød mennesker i din lokale avis
Udgivet:23. marts 2023, 10.10
Læsetid:2 minutter
Chefredaktør Ole Dall.
3 måneder siden
Nyheder og mennesker.
Det er det daglige, stærke og lokale udgangspunkt for Mediehuset Skive Folkeblads redaktionelle dækning af det mangfoldige liv på Skiveegnen. Der er nok at berette om, og det foregår på flere platforme - papiravisen, e-avisen (den elektroniske udgave af hele papiravisen) eller via web-abonnement. Og mange vælger et total-abonnement med det hele.
»Lokal med vilje« er ikke bare et slogan, som Skive Folkeblad tager frem ved festlige lejligheder. Det er vores pejlemærke hver eneste dag, når vi bringer nyheder og lader mennesker fortælle om livet i vores lokalområde.
At være lokalt mediehus forpligter til at give førsteprioritet til det lokale liv. De såkaldte landsmedier, som i høj grad har base i København, går ikke meget op i provinsens liv, og det gør det ekstra vigtigt med lokale udgivelser.
Skive Folkeblad har i høj grad fokus på lokale borgeres liv, og jævnligt bringer vi tema-serier om mennesker i lokalområdet. Vi fik masser af ros for serien »Lys i mørket« om mennesker, der stod frem og berettede, hvordan de havde tacklet sorg og modgang og fundet mening med livet. Trods alt.
I denne uge begynder vi en ny serie med titlen »Sporskifte, hvor du som læser møder lokale borgere, der har forladt én job-verden og kastet sig ud i helt anderledes arbejde end hidtil. Hvad fik dem til det - og hvor kom modet fra? Og hvordan er det så gået med at skifte spor. Fra job til job. Fra job til uddannelse. Vi sætter i Folkebladet fokus på muligheder for at skifte spor i job-livet, prøve drømme af og arbejde med noget helt nyt. Følg med i serien i din avis. Onsdag kunne du læse portrættet af Malene Jakobsen, som har fået en helt ny hverdag med foden under egen butiksdisk. Lørdag er vi klar med et nyt spændende portræt.
Nyheder og mennesker i lokalområdet er helt afgørende for Folkebladets dækning. Det giver mening, og det er som borger nyttigt at blive fortrolig med den egn, hvor man bor og lever. Selvfølgelig bliver det lokale liv mere interessant, når man ved hvad der foregår, og når man i avisen møder mennesker, nyheder og meninger.
Skive Folkeblad har været på banen siden 1880. Så vi har lidt erfaring med hensyn til at berette om, hvad der sker lokalt. Men vi hviler ikke på fortidens bedrifter. Vi har hver dag travlt med at sikre et nyhedsmæssigt forspring til alle, der vil følge godt med i livet på hele Skiveegnen. Og det vil de fleste heldigvis.
Med mange læsere bliver det samtidig attraktivt for annoncører at få budskaber frem i Mediehusets udgivelser - på print eller digitalt eller begge dele. Med corona som fortid og med bedre økonomiske forudsigelser end for nogle måneder siden er der håb om spirende optimisme i det danske samfund - til gavn for borgere, virksomheder, butikker og samfundsaktivitet i det hele taget.
O.D.
Indlæser debat