Drew Sycamore i Orange-ekstase: En fuldstændig vanvittig oplevelse

Efter to års coronapandemi er Roskilde Festival tilbage, som man kender den, og det sørgede den dansk-walisiske superstjerne Drew Sycamore for.

Udgivet:29. juni 2022, 20.03

Læsetid:2 minutter

Der var ingen premierenerver at spore hos Drew Sycamore inden åbningen af Orange Scene. - Vi skal op og spille, og det ved vi, hvordan man gør, lød det fra hende.

/ Ritzau /

ROSKILDE Til tonerne af nummeret "Electric Motion" åbnede det dansk-walisiske stjerneskud Drew Sycamore Roskilde Festivals ikoniske Orange Scene onsdag aften.

Coronapandemien har trukket stikket fra festivalen to år i træk og udskød den store fejring af festivalens 50-årsjubilæum. Men i år kan Roskilde Festival endelig afholdes uden restriktioner.

Som om alt var glemt, stimlede titusindvis af hujende gæster sammen foran Orange Scene for at opleve Drew Sycamore skyde musikdagene i gang med et brag.

- Det er den første koncert efter en historisk nedlukning. Der er så mange ting i det, som er kæmpestort. Men jeg ville ikke have kunnet sove i 14 dage, hvis jeg skulle tænke på, at hvert eneste skridt, jeg tog, ville være et historisk øjeblik. Det er ikke sådan, man skaber magi og musik på scenen, siger Drew Sycamore og fortsætter:

- Man skaber musik og magi ved at være i nuet. Vi råber, synger, danser og har det bare fedt.

Drew Sycamore gjorde det ret hurtigt klart for publikum, at hun ville lave en kæmpe fest og mærkede deres begejstring, da hits som "Wanna Be Dancing", "45 Fahrenheit Girl" og "Take It Back" bragede ud over Dyreskuepladsen.

- Hvis man aldrig har set en Drew Sycamore-koncert før, så håber jeg, man føler en form for overraskelse af, hvor fedt det er, lyder det fra hende.

- Jeg snakkede med Anne Linnet den anden dag, og hun sagde, at man skal lade sangene røre folk. Når vi står og formidler den, skal vi være det medium, som sangene går igennem. Man kan godt selv blive rørt på sådan en scene. Men det er vigtigt at huske, at det er sangene, der skal gøre det. Det synes jeg faktisk, var et ret godt råd.

Sammen med sit band skal Drew Sycamore lige vende, hvad det er, der lige er sket, og hvordan det hele gik.

Bagefter det skal hun bare chille rundt.

- Jeg tror, jeg bliver og prøver at blive venner med Post Malone, siger hun med et grin om den amerikanske sanger, som skal optræde på Orange Scene sent onsdag aften.

- I 2018 var jeg her også og mødte Dua Lipa og prøvede at give hende nogle gode råd. Jeg fortalte hende, at Roskilde Festival er "the shit" herhjemme, og at det var vigtigt, at hun sagde "Roskilde" og ikke "Copenhagen" eller "Denmark". "Okay, okay, noted", svarede hun.

I år var det så Drew Sycamore, der efterlevede sit eget råd.

- Jeg har hørt så mange fortælle, at de ikke kan huske oplevelsen af at stå på Orange Scene, fordi det går så hurtigt, adrenalinen kører og alt det der. Så jeg prøver bare at være til stede i nuet, siger hun.

/ritzau/

Roskilde Festival - Det er et sindssygt syn. Det må jeg sige, jublede Drew Sycamore fra scenen ud over publikum til åbningen af Roskilde Festivals Orange scene onsdag aften. Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Rød løber - Gæster ankommer til ZULU Awards Drew Sycamore havde sin mand, musikeren Mattias Kolstrup, med backstage til at bakke sig op. Her ses parret, som giftede sig i 2018, til Zulu Awards i 2022. (Arkivfoto). Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Roskilde Festival - Jeg har hørt så mange fortælle, at de ikke kan huske oplevelsen af at stå på Orange Scene, fordi det går så hurtigt, adrenalinen kører og alt det der. Så jeg vil bare gerne være til stede, sagde Drew Sycamore inden åbningen af Roskilde Festivals ikoniske scene. Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Indlæser debat