112

Blev opdaget af politiet: Udeblevet fange gav den gas på dansegulvet

En ung mand fra Skive skulle være mødt op til afsoning af en 10 måneders fængselsstraf midt i august. Natten til fredag mødte politiet ham i nattelivet

24. september 2021, 13.04

Arkivfoto

AFSONING En 24-årig mand fra Skive var natten til fredag ude for at danse moderne på et diskotek i Thinggade.

Men klokken 02.25 blev der sat en effektiv stopper for mandens fest.

Politiet kom nemlig på rutinemæssig kontrol, og da patruljen genkendte den 24-årige, blev han visiteret for euforiserende stoffer.

- Han havde 1,59 gram hash på sig, hvilket han bliver sigtet for, men det mest interessante var, at patruljen genkendte manden, fordi han er udeblevet for afsoning af en 10 måneders fængselsstraf, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Manden skulle være mødt til afsoning af sin dom den 16. august, men det har han tilsyneladende ikke taget særlig alvorligt.

- Det er en narkodom, han skal afsone, så han bliver overført til afsoning i løbet af fredag, oplyser Niels Bach.