Værdimålinger og advarsel

Udgivet:03. februar 2023, 12.05

Læsetid:2 minutter

Erik Mortensen.

Af Erik Mortensen. Medlem af Skive Byråd Kybehuse 153 Vile 7870 Roslev

1 måned siden

POLITIK Hvad kan en værdimåling være? Dette er jeg blevet meget klogere på inden for det sidste år som byrådsmedlem i Skive Kommune.

Økonomiudvalgsmøde tirsdag den 24. januar 2023 havde jeg et punkt på dagsordenen, nr. 24 - henvendelse fra Erik Mortensen om værdimåling.

Jeg havde bla. bedt om at få en orientering om udgifterne til disse værdimålinger i 2022.

Udgiften til hver enkelt værdimåling svinger, lige fra kr. 58.000 og nedefter. Aktuelt bliver der nu sat en værdimåling i gang hos et eksternt uvildigt lokalt markedsføringsbureau (hvilket bureau fik jeg ikke svar på) vedr. markedsføringsaftale med Skive Trav. Det ender sikkert, som alle andre undersøgelser med, at det bare er så god en investering, ja Skive Kommune kan næsten ikke leve uden denne reklame på travbanen. Det vil skabe vækst og befolkningstallet vil stige, det har jeg hørt før.

Det jeg nu har indset, og fået bekræftet ved at drøfte dette punkt, er, at Skive Kommune ikke har ekspertisen til at vurdere et sådant tilskud hvad jeg ikke kan forstå, når jeg bla. ved, at der trods alt er ansat en del personer i kommunens kommunikationsafdeling. Jeg tilbød på mødet, at jeg godt ville gøre det gratis. Dette og min undren over at kommunens ansatte ikke ville tage ansvar for noget sådan, udløste, fra et enkelt økonomiudvalgsmedlem, en kraftig kritik af mig: »Min tone var skinger«. Samtidig med dette greb borgmesteren ind med en advarsel/gult kort. Først troede jeg, som det naturlige var, at det var vedkommende der mente, at min tone var skinger, der for åbent tæppe skulle have advarslen, men nej, det var minsandten mig, advarslen var rettet imod. Med stiltiende accept fra resten af økonomiudvalgsmedlemmerne. Denne advarsel er nu vedlagt sagen om værdimålingen, og sikkert også i min »personalemappe« sammen med en gammel indkaldelse fra borgmesteren om en kammeratlig samtale.

Hvad skal der til, for at jeg får det røde kort? Og hvad er konsekvensen, når jeg får det røde kort? For det er der ingen tvivl om, at jeg får. Jeg har spurgt om det, venter spændt på svaret. Det er i hvert tilfælde sikkert, at jeg ikke i nogen tilfælde har brudt skrevne eller uskrevne regler i forbindelse med mit politiske arbejde, men om nogen føler sig krænket ved jeg ikke, men det kommer så frem på et tidspunkt. Apropos krænkelse, selv om jeg havde det på fornemmelsen, og flere har nævnt det for mig, så har jeg nu fået det bekræftet, at forslag jeg vil komme med og hvor rigtig de end lyder, så vil det sikkert ikke vinde gehør.

Indlæser debat