Gå til hovedindhold
Sport

Fjandbo vil op i verdenseliten: »Jeg elsker adrenalinen«

18-08-2019 KL. 07:18
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Kvick.

Det er et godt efternavn at have, hvis man gør sig inden for motorsport.

Men det er ikke et navn, 39-årige Jeannette Kvick fra Lånum har købt sig til.

- Min far er østriger, så det er et navn, jeg har fået fra fødslen, lyder det fra Jeannette Kvick.

Det var ikke kun navnet, Jeannette Kvick fik, da hun blev født. Også en god portion benzin i blodet fulgte med, og biler har altid været en del af familien.

- Min far gik meget op i biler, og det smittede af, siger hun.

Og da Jeannette Kvick var ung og endnu ikke havde kørekort, var hun med egne ord lidt af en rod bag rattet.

- Jeg lå og kørte rundt uden kørekort, og jeg kørte nok også lidt ræs. Drengene vidste også, at jeg var klar på at køre dem til og fra byen, så det gjorde jeg meget, siger Jeannette Kvick, der er født i Randers og siden flyttede til Lolland.

Nu er hun havnet i Lånum, fordi hun har fundet kærligheden i rallykører Jan Petersen.

Jeannette Kvick, der er en populær co-driver, kørte for første gang med Jan Petersen for godt et år siden, og derfra var der skabt kontakt.

- Vi begyndte bare at snakke mere og mere sammen, og så lå det i kortene, at jeg skulle blive jyde, siger Jeannette Kvick.

Jeannette Kvick fik øjnene op for rally, da hendes ekskæreste gik meget op i sporten og kørte løb. Hun hjalp i flere år til omkring teamet, men da der pludselig var brug for en co-driver, sprang hun til.

- Jeg var lidt nervøs første gang, men det gik så godt, at vi vandt det første løb sammen, og det var i 2000. Derefter kørte vi mange løb sammen, siger Jeannette Kvick.

Jeannette Kvick har dyrket mange forskellige sportsgrene gennem sine ungdomsår, men da hun sad som andenkører i en rallybil, følte Jeannette Kvick, at hun endelig havde fundet en sport, hun var god til.

- Jeg fandt ud af, at jeg er god til at holde hovedet koldt i pressede situationer, og at jeg også er god til at give instruktioner i bilen. Jeg kunne med det samme mærke, at jeg elskede adrenalinen og ansvaret ved at være co-driver. Jeg skulle pludselig præstere 100 procent, for at teamet kunne opnå et godt resultat, og det tiltalte mig og gør det stadig, siger Jeannette Kvick, der ikke har sluppet farten og spændingen siden.

Kærligheden til ekskæresten holdt ikke, og i stedet for at have en fast chauffør blev Jeannette Kvick spurgt af flere forskellige andre chauffører.

Og der kom tilbud nok, for hun har altid været en anerkendt co-driver.

I 2003 blev hun kåret til årets co-driver i Danmark, og hun har været med til at vinde DM i 2009, 2014 og 2017 med forskellige chauffører.

I 2016 havde hun brug for et nyt pust.

Hun havde fået rigeligt af at køre løb i Danmark, og da hun taler flydende engelsk og tysk, var hun også interessant for udenlandske kørere.

- Jeg havde brug for nye udfordringer, og siden 2016 har jeg næsten kun kørt løb i udlandet. Samtidig kunne jeg udforske mit sprog, siger Jeannette Kvick.

Efter hun i 2018 fandt sammen med Jan Petersen, er de to også blevet et fast par i bilen. Lige nu er de sammen til et løb i Belgien.

Men Jeannette Kvick kører også med andre chauffører.

Blandt andet skal hun deltage i en VM-afdeling senere på måneden i Tyskland, og der skal hun køre sammen med en tysker.

Og Jeannette Kvick lægger ikke skjul på, at hendes store mål er at blive en fast del af VM-serien.

- Det er mit helt store mål, men det kræver, at en chauffør står og mangler en fast co-driver, og at valget så falder på mig. Men folk ved, at der er en dygtig dansk co-driver, så jeg håber, det lykkes på et tidspunkt, siger Jeannette Kvick.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Sport

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland