Lokalt

Fjends har fået sin helt egen Kalk Kamino

»Jeg gik turen i går fra Stoholm Station til Kongenshus Hotel = omkring 16 km. Gik hjemmefra i minus 17 grader, og da jeg ville tage en slurk vand ved Daugbjerg Kalkgruber var flasken bundfrossen.«

Sådan skrev Ruth Pedersen fra Stoholm den 13. februar i en facebook-kommentar efterfulgt af en skraldgrinende smiley på siden Kalk Kaminoen, inden hun sluttede af med: »Turen kan varmt anbefales. Jeg glæder mig til at gå sidste del fra Kongenshus til Skelhøje i nærmeste fremtid«.

Fjends har nemlig fået endnu et slagnummer, der virkelig er med til at sætte området på landkortet som turistattraktion.

Kalk Kaminoen er en 30 kilometer lang vandrerute mellem Stoholm i nord og Skelhøje i syd. Og når Ruth Pedersen giver den sin anbefaling med på vejen, er der grund til at lytte efter. Hun er nemlig en årligt tilbagevendende gæst på den rigtige camino i Nordspanien.

Avisen kridtede lørdag skoene og skridtede lidt af Kalk Kaminoen af sammen med et par af dens initiativtagere på et stykke mellem Mønsted og Daugbjerg Kalkgruber.

Mona Østergaard fra Mønsted og Anne Kirstine Hansen fra Daugbjerg har nemlig været med helt fra den spæde start i 2018, da nogen fik ideen til en sammenhængende vandresti fra Stoholm til Skelhøje.

Og de kan fortælle om et stort, men også frugtbart arbejde med at få, i mange tilfælde, eksisterende stisystemer til at hænge sammen til ét langt, ubrudt forløb.

Der har nemlig undervejs været mange lodsejere, der skulle konsulteres. 24 af de 30 kilometer på ruten er på ikke-asfalteret underlag, og især i området fra Grønhøj til Skelhøje rummer ruten meget nyt og ubetrådt terræn.

- Men det er faktisk gået rigtig fint. Et par steder har vi måttet opgive at komme omkring, fordi vi ikke fik lov, men der ville ruten også gå lige forbi deres hus, så det forstår jeg godt. Der har vi så måttet finde en alternativ vej. Men en del af det er også gået via landbrugsjord, og det har jo krævet, at landmændene var villige til at ofre et lille stykke ude ved kanten af marken, og det, synes jeg faktisk, de stort set alle har været rigtig positive overfor. Så der har helt ærligt ikke været ret mange problemer med den del, siger Anne Kirstine Hansen.

Ud over at få ruten til at hænge sammen, har det også for de involverede handlet om at finde de steder, hvor der ikke bare er naturskønt, men også noget kulturhistorie omkring.

- Her på egnen drejer det sig selvfølgelig meget om kalkudvindingen. Omkring Grønhøj handler det så om kartoffeltyskerne og opdyrkningen af heden, og i Skelhøje stod istidskanten, så der handler det om det. Så der er i høj grad også tale om en historisk vandring, og vi synes faktisk, det er en sti, der er noget bid i, på den måde at der er noget at komme efter også rent kulturhistorisk, siger Anne Kirstine Hansen.

Kulturhistorien kan man undervejs blive klogere på via en række infostandere, nogle steder med foldere, der nu står langs ruten, blandt andet ved Stoholm Station, hvor Kalk Kaminoen starter.

Men allerede inden, infostanderne kom i jorden, havde man gang i pælespaden, for hele den 30 kilometer lange rute er spækket med vejvisere i form af pæle med Kalk Kaminoens letgenkendelige logo, en hvid flagermus på blå baggrund.

- Det var lige før jul, vi kunne melde ud, at nu var pælene oppe, og da begyndte der for alvor at komme folk på stien, siger Mona Østergaard.

Hun oplyser i øvrigt, at den officielle indvielse i sagens natur lader vente på sig på grund af corona, men at alle er hjerteligt velkomne til at bruge vandrestien så meget, som de har lyst til.

Og det er der mange, der har, hvis Kalk Kaminoens facebookside er noget at pejle efter. Her kan man også se, at de fleste finder ud af at nappe de 30 kilometer over i flere etaper.

Ruten er blevet lavet for kun 160.000 kroner med støtte fra »Spor i landskabet« samt Nordea-fonden og Viborg Kommune.

Man kan læse nærmere om Kalk Kaminoen på spor.dk/kalk-kaminoen

Anne Kirstine Hansen (tv) fra Daugbjerg og Mona Østergaard fra Mønsted har fra starten i 2018 været med i det omfattende arbejde, der nu har resulteret i, at man kan vandre de 30 kilometer fra Stoholm til Skelhøje ad Kalk Kaminoen.  Foto: Steen Don