Gå til hovedindhold
Sport

Flere millioner kroner: Kæmpe forskel i priser på nyt lys til Hancock Arena

01-09-2020 KL. 07:11
Empty

Det gamle banelys på Skive Stadion har mange år på bagen. Det lever slet ikke op til nutidens krav om lys til TV-transmissioner. Arkivfoto: Lindy Jørgensen

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Der er meget stor forskel på de tre tilbud, Skive Kommune fik på etablering af nyt banelys på Skive Stadion.

Ordren er gået til Dansk Belysnings Service, der kan forsyne stadion med nyt lys på banen for 4.950.000 kroner.

Musco Lighting Europe tilbød at gøre det for 6.925.000 kroner, mens Dansk Sportsbelysnings tilbud lyder på 9.190.000 kroner.

Alle tre tilbud lever op til kravene i udbudsmaterialet.

Forholdene på Skive Stadion er komplicerede på grund af placeringen tæt på åen og den bløde bund. Det fordyrer etableringen af nyt banelys, der er nødvendig for, at Skive IKs førstehold kan spille hjemmekampe i 1. division på Skive Stadion den mørke del af året. Det gør det dyrere, da der skal piloteres med pæle under de nye fundamenter til masterne. De eksisterende fundamenter er ikke stærke nok til at bære de nye lamper med dobbelt så kraftigt lys på banen.

- Der vil komme nogle bygherreleverancer, som Skive Kommune skal stå for, hvorfor der ud over de tilbudte priser skal tillægges budget til at dække dette samt andre uforudsete omkostninger i projektet, oplyser Kent Sørensen, chef for kultur og fritid i Skive Kommune.

Fundamentering er med i tilbuddet fra de tre virksomheder. Der skal bankes pæle 12 til 16 meter ned i jorden, dybest til de to fundamenter nærmest åen. Viser det sig, at fundamenteringen bliver mere krævende end forventet, skal Skive Kommune betale merprisen.

- Jeg er blevet kontaktet af en, som mener, pælene skal 16-18 meter ned i jorden for at holde masterne. Men jeg satser på, at forvaltningen har styr på det. Det vil være noget rod, hvis Skive Kommune skal til at have lavet det om, siger Preben Andersen (DF), Nr. Søby, medlem af Skive Byråd.

Skive Kommune skal blandt andet også betale for at få sluttet strøm til masterne. Skive Byråd gav i tirsdags en bevilling på seks millioner kroner til det nye lysanlæg. Skive IK Elite satser på, at det nye stadion lys er klar til bruge senest den 1. november.

- Det kan blive svært at nå. Engang i løbet af november er mere realistisk, siger Egon Dyring, teamleder i Skive Kommunes tekniske forvaltning.

jkr

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Sport

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland