Gå til hovedindhold
Lokalt

FOA-formand rystet over omfattende svigt: »Det her kan skade vores fag«

29-07-2020 KL. 19:08
Empty

FOA-formand Patrick Olesen er ikke i tvivl om, at de skjulte optagelser fra plejecentre i Aarhus og Randers vil påvirke FOA-medlemmerne i Skive. Arkivfoto: Steen Don

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

- Det kan ikke undgå at påvirke vores medlemmer her i Skive.

Sådan lyder det fra Patrick Olesen, der er afdelingsformand i FOA Skive, efter han har set klip fra de skjulte optagelser om svigt i ældreplejen.

Patrick Olesen håber dog ikke, at folk vil generalisere synet på hele faget på baggrund af optagelserne.

- Jeg er rystet over det, jeg har set, og jeg har svært ved at forklare, hvordan det kan ske, og det kan risikere at skade vores fag. Jeg kan godt frygte, at de her optagelser vil sætte plejepersonalet som helhed under et dårligt lys, og det vil være en skam, for det her er ikke det generelle billede, siger han.

På den ene side er Patrick Olesen glad for, at der bliver sat fokus på problemerne, men på den anden side er han også klar over, at afsløringer af denne karakter kan få nogle konsekvenser.

- Det er ikke særlig heldigt, når vi mangler folk på området. Det kan sagtens være sådan, at folk vælger faget fra, fordi de ikke vil være en del af det. Dels på grund af at skjulte optagelser lægger pres på dem, der går på arbejde, dels fordi der ikke er den kapacitet, der skal til for at kunne drage den nødvendige omsorg for de ældre, mener Patrick Olesen.

Selv om han tager afstand fra de ting, der er dokumenteret på optagelserne, mener han, at det virkelige problem ligger i manglende ressourcer.

Og når der ikke er folk nok på arbejde, kan man risikere at blive fanget i uheldige situationer, mener han.

- Hvis man skal nå rundt til mange ældre i løbet af en arbejdsdag, og der ikke er folk nok på arbejde, så skal det gå galt på et tidspunkt. Jeg er godt klar over, at det ikke er det, der specifikt er problemet på de her optagelser, men det er et generelt problem, at der gennem årene er skåret og skåret på plejen, siger Patrick Olesen.

Som udgangspunkt er Patrick Olesen imod brugen af skjulte optagelser, da det kan få nogle konsekvenser for personalet. Og han ville hellere, at der kunne være et sted, hvor pårørende og personale kan gå hen med deres klager og frustrationer.

- Det kunne være rart, hvis man kunne gå et sted hen, hvis man ikke bliver hørt som pårørende eller personale, når tingene ikke er gode nok. Vi skal være nysgerrige på, hvorfor det sker og lære af det, så vi undgår dette, lyder det fra Patrick Olesen.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland